Derbyweekend – lørdag: 4. løb
Morten Størup er inde i sin måske bedste sæson hidtil og med King Diavolo (Piccolo Diavolo) vandt Aalborg-jockeyen sin sjette sæsonsejr efter et helt optimalt løb.
Favoritten Preston tog spids fra start, men rullede så pludselig over i galop midt i første sving, hvilket betød at King Diavolo fik spidsen foræret.
Morten Størup fik snart Evelina Sånne over sig og sidstnævntes kusk, Kristopher Viklund, fik presset sig til spids efter 550 meter.
Kilometeren blev skærpet yderligere til 1.14,9 og ind i sidste sving havde Evelina Sånne et par længders forspring til King Diavolo, der imidlertid nu var kommet op i omdrejninger og op mod mål kunne den 9-årige vallak gå forbi til meget sikker sejr.
En herlig triumf for Tanja & Helle Thorhauge – det nordjyske tvillingepar, som selv har opdrættet King Diavolo og fortsat ejer og træner hesten.
– Det var sådan set tvillingernes præstation. Jeg synes den var dårlig sidst i Aalborg, men jeg kører gerne rundt for at køre denne her hest, sagde Morten Størup.
– Jeg kunne måske have svaret Evelina Sånna, men på baggrund af den seneste præstation ville jeg ikke. Men jeg havde set i resultaterne, at Kristopher Viklunds hest var bedst på 1600 meter, så jeg troede på det til slut.