Derbyweekend – fredag: 3. løb
Casper Jensen bombede i V5-spillets indledende afdeling med Kaj Jensen-trænede Penetta (Progress Value) efter en fin afslutning langt ude i banen.
Det blev et yderst seværdigt væddeløb med Chemmy Action hurtigst afsted fra start, men ud af første sving måtte Palle Günther overlade føringen til Rudolf Ørbæk, der afviklede de første 500 meter efter 1.14,9 – hårdt i klassen under 8.000 kr.
Favoritten Vanessa Born kom “flyvende” på første langside, men det endte i galop og Ken Ecces hest havde i det hele taget en offday – blev således diskvalificeret for galop.
Efter 800 meter kom Happy American frem til dødens og i tredje spor blev Nomination Shadow også forsøgt, mens Rudolf Ørbæk forsvarede sig indvendigt. Første kilometer blev afviklet efter 1.16,9.
Et forholdsvis tæt samlet felt gik ind i sidste sving og man fornemmede et tæt afgørelse – længst ude kom Penetta i en mægtig afslutning og gik frem til sikker sejr i tiden 1.16,9a/2000 meter foran en meget tapper Rudolf Æræk med Chemmy Action på tredjepladsen.
– Min far (Kaj Jensen) havde trænet på den det sidste stykke tid og meldte den helt klar. Efter opvarmningen lavede han lidt småjusteringer inde i stalden – lavede lidt om på hovedlaget og biddet – og det var helt rigtigt det han fik lavet, sagde Casper Jensen.
– Jeg følte de havde kørt for stærkt, men Egon (Nomination Shadow) sad i tredje spor og var længe om at falde fra, så jeg tænkte: Nu kører vi – det er kun Derbyweekend én gang om året!
Vinderodds for Penetta blev 20,86.