Derbykandidat solgt
Preston – der senest sluttede uplaceret i sin Derbyprøve – er blevet solgt og skifter træningskvarter.
Earthquake-hingstens nye træner hedder Morten Melin, som har købt Preston sammen med Bo Larsen og Dan Hygum, som også er medejer af bl.a. den fine 3-åring Rhea.
– Vi gik Preston igennem da vi fik ham hjem i går og det er en hest i meget fin form og forfatning, siger Morten Melin.
– Han hostede ganske vist en enkelt gang i år, men Henrik Lønborg (som hidtil har haft hesten i træning) mente også Preston var lidt nedsat i Derbyprøven. Det er dog ikke noget alvorligt; vi bruger meget naturmedicin og planen er fortsat at starte ham i Derbyweekenden, hvor vi har tre muligheder – enten Derby Consolation, et amatørløb eller et jockeyløb, hvor jeg har en forhåndsaftale med Peter Ingves.
– Vi har tidligere købt en hest af de samme ejere (Stald 2xHansen), Viali, efter den svigtede i en prøve til Jydsk 4-årings Grand Prix. Det blev en ganske fin hest, der vandt omkring 250.000, og jeg mener selvfølgelig også at Preston kan mere end det, han har vist hidtil. Men nu ser vi det lige an til mandag morgen hvad vi melder ham i. Ellers står han også meldt i både Aalborg Store Pris og Grand Circle 4-års Championat, hvor det ofte er dagsformen der er afgørende for udfaldet, så vi ser fremad og desuden bliver Earthquake-afkom ofte bedre med alderen.
Optik Vang på vej tilbage
Morten Melin har i år haft stor succes med Optik Vang, der er ubesejret i fem starter, men den 5-årige hingst har ikke startet siden begyndelsen af juli måned.
– Han fik en del småskavanker efter den sidste start, men havde også gået fem hårde løb inden for ca. to måneder, så jeg gav ham lidt fri og har desuden behandlet ham et par steder, siger Morten Melin.
– Jeg kørte et arbejde med Optik Vang i tirsdags og han har faktisk aldrig været bedre i træning – fløj bare rundt – så nu er planen, at han går ud i et rutineløb i Aalborg og derefter et V75-løb i Klasse III på Färjestad d. 24. september. Men jeg passer meget på denne her hest og han får kun et par starter mere i år.
Forskelsbehandling ikke OK
Ellers glæder Morten Melin sig til Derbyauktionen, hvor han er repræsenteret med Jlo Monsterbabes første afkom, Touch Of Babe (hingst e. The Liquidator) med katalog nr. 51.
– Det er en rigtig fin åring og jeg håber selvfølgelig vi får ham solgt, men hvis ikke der kommer et acceptabelt bud, tager vi ham bare med hjem igen, siger Morten Melin, som i øvrigt er enig med Michael Nedergaard i kritikken af Væddeløbsbladets forhåndsomtale af auktionshestene.
– Jeg synes heller ikke det er rimeligt, at nogle heste omtales frem for andre. Vi er med på lige vilkår og det kan ikke være rigtigt, at man bliver overset fordi man ikke er en af “vennerne”!