Derbyfavoritten i avlen næste år
Kriteriumsvinderen Rusty Dust blev ganske som ventet kåret som Årets 3-åring ved Hestesportens Galla på Nyborg Strand, og vi kan glæde os til at se endnu mere til Great Challenger-sønnen i den kommende sæson.
– Vi kommer formentlig også i Jydsk 4-årings Grand Prix; det er jo den eneste mulighed de andre har en chance for at slå ham, da Rusty Dust ikke fungerer så godt i Århus, grinede Frederik Nilsson (nr. to f.v.) fra Easy KB, som i sin tid købte Rusty Dust på Derbyauktionen for 50.000 kr.
– Rusty Dust er delt op i 20 anparter, som er fordelt på syv personer. Jeg har f.eks. seks anparter og er den, der har flest anparter. Tomas Malmqvist har en enkelt.
Fredrik Nilsson er også medejer af Anders F. Jensen-trænede Obelix og har tidligere været medejer af den svenske Derbyfinalist Lass Inspiration.
Sæsondebut i april
Rusty Dust trænes på Jägersro af Tomas Malmqvist, som havde sendt sin “bedre halvdel” Camilla Ahlqvist (i midten), der kunne fortælle sidst nyt om årets Derbyfavorit:
– Rusty Dust går i øjeblikket i trykvogn seks dage om ugen og om 14 dage begynder vi at øge træningen. Sæsondebuten bliver formentlig i april måned. Det er svært at sige hvad vi kan forbedre, da han allerede er en noget nær komplet hest, sagde Camilla Ahlqvist.
– Nu skal vi se hvordan det går den kommende tid, men det ligger i hvert fald fast at Rusty Dust bliver fremstillet til kåring på Axevalla i marts måned. Han skal ikke benyttes i avlen i år, da det bliver for hårdt samtidig med årgangsløbene, men næste år regner jeg med at han skal starte med at bedække. Vi har bl.a. planer om at investere i nogle interessante hopper, siger Fredrik Persson, som nu ser frem mod Jägersros Hästgalan d. 10. februar, hvor Rusty Dust også er nomineret i kategorien Årets 3-åring.
– Det er altid hyggeligt med den slags arragementer. Vi var med på den danske Galla i fjor og glæder os til at komme tilbage næste år, hvor Rusty Dust forhåbentlig blive nomineret som Årets 4-åring!