Derbyauktion 58 Unforgetableshadow
Afstamningsanalyse!
Lørdag den 25. august kl 19.00 afvikles Dansk Travsports Centralforbunds Derby-auktion, hvor 68 åringer kommer under hammeren – For at give dig som potentiel køber et endnu bedre beslutningsgrundlag har travservice.dk på vegne af ejeren til nedenstående åring udarbejdet en afstamningsanalyse.
Du kan se øvrige afstamningsanalyser på dette link – klik her
Derbyauktionen katalog Nr. 58
Unforgetableshadow
Brun hingst v. The Liquidator (us) – Judy Mondena v. Earthquake
Født den 2. juni 2011
Opdrætter: Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow. Tlf. 20 87 02 15
Gammel Dansk gør godt, hedder et reklameslogan for en velkendt ”bitter” med nordjyske aner.
Og en gammel dansk moderlinje er heller ikke det værste man har!
Judy Mondena, der er moder til Unforgetableshadow, stammer fra en nærmest klassisk familie i dansk travsport.
Linjen starter i 1937, hvor hoppen Cita fødes som datter af de to amerikanere Full Worthy 1.15.4 (USA) og Gilda Volo 1.25.4 (Danmark) – det var stærke rekorder på den tid.
Cita, der fik rekord 1.29.7, blev i flere år holdt til indlænderhingsten Rob Roy, og det kom der bl.a. den 4-dobbelte vinder af Mesterskab for Danmark, Leo Roy ud af samt dennes helsøster Silvie Roy, der også var en tophest.
Her er det Silvie Roy, der interesserer os.
Silvie Roy, der var født i 1952, fik rekord 1.19.8 – hun vandt 18 sejre i 74 starter og tjente 76.650 kroner – og det var stort på den tid.
Imidlertid var hun umiddelbart ikke den store succes i avlen.
Vel fik hendes datter Justitia L (Lloyd Hanover) fra 1963 rekord 1.22.4, men ingen af Silvie Roys afkom levede op til den status, som hun havde haft som en af dansk travsports bedste heste.
Evnerne sprang tilsyneladende et led over, for hendes datter Olivia L blev moder til derbyvinderen Vixi Bird!
En ustartet søster til Vixi Bird, Curie Vixi skulle vise sig at blive noget af en guldhoppe i avlen.
Hun blev bl.a. moder til Kathleen Lou, der på et tidspunkt var dansk travsports mest vindende hoppe med en indtjening på 1,5 millioner kroner.
Kathleen Lou fik syv afkom i Sverige – de seks har startet og tjente mellem 92.000 SEK og 1.006.550 SEK!
En datter til hende, Lou Silvio er solgt til Danmark, hvor hun bl.a. er moder til lovende 3-åring Sky Line 1.15.6a – 7.250 kr.
Curie Vixi var også moder til Handle with Care, der i blod var ¾ søster til Vixi Bird.
Handle With Care var en fin hoppe, der tjente en kvart million kroner – og gennem hendes datter, Right With Care og datterdatter Judy Mondena er vi så fremme ved Unforgetableshadow
Fra Curie Vixi har startfrekvensen og indtjeningen været høj på såvel hendes afkom som deres efterkommere i flere led.
Judy Mondena har tidligere født to føl, Razor Shadow, der har vundet 5 sejre, tjent 113.274 kr og har rekord 1.15.3 samt Sindy Shadow 1.20.0, der netop har indledt sin løbskarriere.
Faderen
The Liquidator 1.10.7 – $121.305 repræsenterer nogle af de bedste blodlinjer i verden, og det var derfor ikke så mærkeligt, at han blev den dyreste plag i sin årgang, der blev solgt på en offentlig auktion i 2005 – pris 270.000 dollars!
I 2008 blev en helsøster til The Liquidator, Silicone Valley solgt for 290.000 dollars.
I januar 2011 blev en anden søster, Chicy Micky (Kadabra) solgt for 140.000 dollars.
The Liquidator, tilhører første årgang efter stjernehingsten, Andover Hall.
Moderen til The Liquidator, Dream Valley OM kostede som åring 195.000 dollars.
Hun er datter af legendariske Valley Victory, mens hendes moder er Crown Dream ved Speedy Crown. – Dermed er Dream Valley OM helsøster til Hambletonian-vinderen m.m., Victory Dream.
Hun er også helsøster til Dream on Victory – moderen til succeshingsten Dream Vacation.
Dream Valley OM var en fin væddeløber, der satte rekord 1.11.4 og tjente 590.000 dollars.
Andover Hall-sønner har allerede med få årgange slået stærkt igennem i avlen – tænk bare på Donato Hanover i USA, der bl.a. er fader til verdensrekordholderen, 3-årige Check me Out.
På vore breddegrader har Quite Easy også slået stærkt igennem med sin første årgang, der er tre år i år.
Såvel Donato Hanover som Quite Easy er avlet på en hoppe med Valley Victory-blod – akkurat som The Liquidator!
The Liquidators første årgang er på 35 stykker og mange har alle været i baby-løb eller Prøveløb og de trænere, der har The Liquidator-afkom i deres varetægt udtaler sig meget rosende om dem.
I Derbyweekenden debuterer The Liqduidator-datteren Tiramisu for Knud Mønster efter at være godkendt i Skive på 1.23.4.