Dengang vi mulede svenskerne
Svenskt Travderby har været kørt siden 1928 og de to første år gik sejren til danske Sofus Sørensen!
De svenske årgangsløb var de første par år åbent for udenlandskfødte heste, og det benyttede mange danske trænere sig selvfølgelig af. Således blev det første svenske Derby et rent dansk opgør med Ibrahim Pascha og Sofus Sørensen som vinder i tiden 1.30,9/3000 meter foran Joko Worthy med Koster (31,1) og Johnny Finance med Leth-Olsen i 31,7.
Sidstnævte havde tidligere på sæsonen, nærmere bestemt på Grundlovsdagen, vundet Dansk Trav Derby til rekordodds 45,67 foran Joko Worthy (løbets favorit) med Ibrahim Pascha på tredjepladsen, men to måneder senere – Svenskt Travderby 1928 blev kørt søndag d. 5. august – var rollerne altså byttet om.
Dengang var førstepræmien 3.500 SEK.
Ibrahim Pascha havde i øvrigt også vundet det første udgave af både Svenskt Uppföddningslöpning (Opdrætningsløb) og Svenskt Travkriterium de to foregående år, og Sofus Sørensen gentog successen med Karina S, der vandt både Kriterium og Derby i Sverige!
Begge heste var ejet af en af Sofus Sørensens største og mest trofaste hesteejere, Sophus Sørensen-Sveigaard, som tidligere havde vundet både Dansk Trav Derby og Dansk Trav Kriterium med Bella S (mor til Karina S) og senere vandt Kriteriet med Orlick.
Jan Koster måtte nøjes med andenpladsen i både dansk og svensk Derby med Joko Worthy, men “Den Lange” vandt så til gengæld Svensk Opdrætningsløb i 1927 med King Viggo.
Fra og med 1930 var de svenske årgangsløb forbeholdt svenskopdrættede heste.