Den flyvende hollænder klar til DM
John Gommans – tidligere træner på både Bornholms Brand Park og Skive Trav – har fået succes som amatørkusk og repræsenterer klippeøen når Billund Trav i næste uge er vært for DM for Amatører.
I fjor vandt “Den flyvende hollænder” 20 løb og i år er det foreløbig blevet til otte sejre, heraf seks på Bornholm og to på Lunden, hvor John Gommans har indledt et samarbejde med træner Magnus Ladegård.
– Ja, det er jo gået fint hidtil med to sejre i to starter, indleder John Gommans.
– En dag jeg var på Lunden mødte jeg Magnus i Tutten og vi sad og snakkede lidt. Et par dage efter ringede de fra Travsekretariatet og sagde, at Magnus gerne ville have mig til at køre en af hans heste amatørløbet hvis jeg havde lyst. Det havde jeg selvfølgelig og Orkan Devil var en rigtig god køretur.
– Inden løbet sagde Magnus at jeg bare skulle køre fejlfri og 1.18, så var det en god chance. Næste gang med River Kemp sagde han, at den kunne 1.18 hvis den gik fejlfri og det slog også til – han har virkelig styr på sine heste, så det er en stor fornøjelse og jeg vil meget gerne køre fast for Magnus hvis det kan hænge sammen med mit arbejde. Han havde også meldt en hest til mig næste onsdag, men den havde desværre ikke point nok til at komme med.
Savner ikke trænerkarrieren
Det er efterhånden tre år siden at John Gommans stoppede som træner på Skive Trav, men han savner ikke livet som professionel travtræner.
– Jeg var jo glad for det dengang, men det kunne slet ikke løbe rundt økonomisk og så er der kun én vej, siger John, som i dag er buschauffør på Bornholm.
– Jeg kører liniebus med start i Rønne og har en rigtig god chef, som tager meget hensyn til mit engagement i travsporten. Jeg har skiftende vagter, så det passer sammen med travløbene – idag møder jeg f.eks. fra kl. 17 til 00.30 – og det blev også positivt modtaget da jeg luftede idéen om at køre løb på Lunden hver onsdag.
Ulønnet catchdriver
John Gommans og hustruen Camilla Persson har selv tre heste i stalden på ejendommen lidt uden for Aakirkeby – Presley, Markus Sisu og IamtheKing – men derudover er John også en populær catchdriver for mange af de bornholmske amatørtrænere.
En af disse er Jesper Riis Nielsen – manden bag bl.a. Izmir, Houdini og Kimø Johannesro, som alle har vundet løb i år med John Gommans i sulkyen. Izmir står endda med tre sejre på stribe!
Men modsat de professionelle catchdrivere går han det ikke for pengenes skyld.
– Jeg får ikke en krone, men synes jo også bare det er sjovt og er meget glad for når nogen spørger, om jeg vil køre deres heste. Jeg er trods alt på banen alligevel hver løbsdag, siger John, der som nævnt – sammen med Michael Skovmose – repræsenterer Bornholm i DM for Travamatører søndag d. 26. juni på Billund Trav.
– Det glæder jeg mig meget til – det bliver rigtigt sjovt, slutter John Gommans.
John Gommans og Izmir efter en sejr på Bornholm