Definitiv slut for Hoof Beats
Den tidligere V75-vinder Hoof Beats har nu definitivt sluttet karrieren. Hesten er derfor slettet i den planlagte start på Royal Canin Arena i eftermiddag.
11-årige Hoof Beats (1.13,2a-1.208.000 kr) nåede kun at gøre en enkelt start efter sit comeback, hvor det blev til en godkendt tredjeplads i tiden 1.15,7a/2100 meter, men siden er der desværre kommet lidt “grus i maskineriet”.
– Han var fin efter løbet, men blev en anelse halt efter det seneste arbejde. Dyrlæge Flemming Reinholdt har tjekket ham igennem og det er senevedhæftningerne på det ene forben, det er galt med, siger Hoof Beats ejer, Susanne Friborg.
– Han er haltfri nu, men det er slut og nu skal Hoof Beats bare gå og hygge sig. Han skal i første omgang bedække to hopper, Hallie og Frk Tamsen. Vi har endnu ikke helt besluttet os for, om han skal bedække andre hopper og vi venter muligvis til næste år med at fremstille ham til kåring.