De kører 1.15!
Der kan blive fart over feltet i IC Tvede Memorial for 2-åringer på Koster-dagen på Charlottenlund Travbane – Jeg tror at de løber ned mod 1.15, siger Poul Erik ”Grønært” Jensen fra Gordon Dahls stald, som sender to af favoritterne til start.
Og der er næppe tvivl om, at såvel 2 US Snapshot med Steen Juul og 4 Unik Tamsen med Birger Jørgensen, der begge trænes af Gordon Dahl, bliver favoritter.
De startede senest i Jydsk 2-årings Grand Prix, hvor US Snapshot (ENS Snapshot) sejrede (foto), selv om den ikke var på toppen, og hvor Unik Tamsen (Ens Snapshot) aldrig fik angrebsplads til slut.
– Begge heste er helt OK nu, siger Poul Erik Jensen. – US Snapshot var ikke som bedst i Aarhus, men vandt alligevel. Han er blevet behandlet i en forkode og virker fin.
– Jeg tror, at Birger kører til spids med Unik Tamsen og at det bliver et helt andet løb end det vi så i Aarhus.
– Jeg tror, de løber ned mod 1.15 på søndag, slutter Poul Erik Jensen.
Den danske rekord indehaves af Tumble Dust og er på 1.14.6a/1640 meter.