De initiativrige hyldes!
Tilbage i 60’erne samledes en flok hestesportsentusiaster for at etablere en væddeløbsbane i det sydjyske. Efter at have set på flere lokaliteter faldt valget på Billund, hvor man i juli måned 1971 kunne slå portene op til Sydjysk Væddeløbsbane, i dag Billund Trav. Disse pionerer var rundt i hele Sydjylland for at samle aktiekapitalen på 1 mill. kroner. Mange købte en aktie på 250 kr. – nogle købte for mere. Men der skal ikke herske tvivl om, at det var et stort stykke arbejde disse ”Pionerer” ydede, uden dem, havde vi ikke haft en travbane i dag. Disse mennesker og alle de, som skød penge i projektet hyldes i aften med afvikling af løbene om ”Pionerernes Vandrepokal” og ”Aktionærernes Vandrepokal”.
Peter J. Hansen har næsten også været med fra starten!
Peter J. Hansen er banens trænernestor, han startede som jockey hos Thorkild Hansen tilbage i 1974, og blev selvstændig træner i 1986. Peter er still going strong, og sidder i aftenens 6. løb – løbet om ”Aktionærernes Vandrepokal” bag en af løbets forgrundsfigurer Nasser Nordvang. Parret har to sejre inden for de seneste 3 starter at henvise til, så formen er til endnu en triumf.
Nybegynderne tørner sammen i aftenens 1. løb. Her dystes om ”Stutteri Marienhoff’s Vandrepokal”, der er udsat af Børge Madsen i Them. Børge har gennem mange år været succesfuld opdrætter, hingsteholder og hesteejer. Hvem husker ikke hurtigtraveren Monza Hoff?
Lokale emner til sejren kan være Rosinante V P eller Rosa Siem. Sidstnævnte gik fornemt senest, og er sikkert forbedret med det løb i kroppen.
Billund Trav er stadig meget populær. Ikke mindre end 108 ekvipager har valgt at deltage i aftenens løb, hvilket giver et gennemsnit på 12 heste pr. løb. Det er ganske fortræffeligt på en ”B-bane”!
Billund Trav vil gerne benytte lejligheden til at byde aktionærer, pionerer og alle øvrige gæster velkommen til endnu en dejlig væddeløbsdag på hele Sydjyllands væddeløbsbane!
Baneprogram: KLIK HER • Gør dine indskud på Danskespil.dk: KLIK HER