Dårlig dag for dansk opdræt
Kun en enkelt af vinderne i V65-spillet på Charlottenlund Travbane søndag eftermiddag er opdrættet i Danmark – ellers var det heste fra Sverige, Tyskland og Italien, der viste sig bedst.
Dagens travsport er international og det er resultaterne fra søndagens V65-løb på Lunden et udmærket eksempel på.
Tre svenske, en tysk, en italiensk og kun en dansk hest på vinderpladserne i de seks afdelinger.
Og dermed kan Dansk Travsports Centralforbund sætte mange penge ind på den konto, der er øremærket til at udbetale opdrætterpræmier for præmier vundet af danske heste i udlandet!
Purple Patch (Insert Gedé) var eneste danskfødte vinder.
Den lille hoppe, der trænes og køres af Rene Jonassen, har haft svært ved at komme i gang med karrieren, og travet er ikke altid lige rytmisk.
Purple Patch var tidligt i spids i løbet og førte i et mægtigt tempo – 1.13.2 – de første 500 meter og 1.15.6 de første 1000 meter.
Trods det hårde udgangstempo formåede Purple Patch at holde dampen oppe til mål og vinde i 1.16.2a/2000 m.
Eftermiddagens hurtigste vinder var italienske Nelson di Quatro (Ganymede) med Christian Clausen, der sejrede i 5. afdeling i 1.13.7a/1600 m og dermed indfriede den også forventningerne som eftermiddagens allerstørste favorit i V65-spillet.
I V65 var ovennævnte Purple Patch den største overraskelse til odds 9.92.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||