DanToto imødekommer kritikerne
I den senere tid har der på facebook været megen debat omkring DanToto og deres servicering af hestespillere, men nu ser det ud til at de mange kritikere får deres ønsker opfyldt – om end det ikke sker før om et lille års tid.
DanToto har netop indgået en aftale med en ny IT-leverandør, og når den nye software er på plads, så bliver det både muligt at spille på smartphones og tablets, at vælge video-streaming fra de enkelte baner ligesom man udvider forhandlernettet ud over de DanToto-forhandlere/PitStops, der findes i dag.
Kort sagt kan man se frem til at muligheden for at spille på heste bliver langt lettere tilgængelig end den er i dag.
– Der er masser, der endnu skal på plads. Men det ligger fast, at spillerne får et langt bedre overblik. De får blandt andet live-streaming fra banerne og spil på samme side på danskespil.dk, fortæller Rolf Laugesen, DanToto.
Men de nye tiltag kommer altså først i 2014.