Dansker blev svensk amatørmester
Kenneth Gorski, 40 år, der stammer fra København, vandt fredag aften det svenske amatørmesterskab på banen i Eskilstuna med 56-oddseren A Place for Us.
Gorski måtte dog først overleve en protest, der blev indgivet for en episode, der skete 500 meter fra mål, men denne blev afvist.
Til gengæld blev Kenneth Gorski udelukket i 14 dage samt idømt en bøde på 2.000 SEK for ikke at holde bane i opløbet til fordel for en konkurrent.
Det var sæsonens tredje sejr til Kenneth Gorski, mens det faktisk var anden sejr i tre starter til hesten – og så kan man så undre sig over, hvorfor den kunne give 56 gange pengene som vinder.
Der var i øvrigt 100.000 SEK i førstepræmie i løbet, der havde Nonstop SAS med Hanna Lähdekorpi som storfavorit.
Kenneth Gorski har arbejdet som jockey på Charlottenlund Travbane hos bl.a. Henning Fink, Preben Kjærsgaard og Jimmi Ehlers – da sidstnævnte flyttede til Sverige flyttede Gorski med.