Danske triumfer i Sverige og Norge
Vi har i dag noteret flere danskrelaterede sejre i både Sverige og Norge.
Halmstad var vært for ugens V75-løb i Sverige og her var Breed Team 2000-opdrættede Pure Vacation favorit i lærlingeløbet, men det blev til galop i føring i sidste sving og så gik sejren i stedet til Naughty La Marc (Love You) med Timo Nyman i tiden 1.15,0a/2140 meter. Der var 30.000 SEK til vinderen, der trænes af Joakim Lövgren.
Senere var Steen Juul på pletten med No Deal (Earthquake)(foto), der overtog føringen efter omgangs kørsel og siden sejrede let i tiden 1.14,7a/2640 meter. Det var No Deals sejr nummer 16 i 30 starter og der var 40.000 SEK til vinderen.
I Norge var “V75-toget” kørt til Momarken, hvor Bo Westergård vandt to V75-løb. Først med Pingus Vang (S.J.’s Photo) i tiden 1.13,9a/2140 meter og siden med Crowns Banker (Wall Street Banker) i 1.12,7a/1640 meter.
Sidstnævnte var suveræn i Per Rakkestads Minneløp efter at have overtaget føringen ud af første sving. Sejren blev belønnet med 100.000 NOK.