Danske sejre i Sverige og Norge
Torsdagen er startet godt med i alt fire danske sejre i både Sverige og Norge.
På Axevalla var Flemming Jensen på pletten med Backebergas Bosse (Dahir Du Prelong), der sejrede helt overlegent i tiden 1.16,0a/2140 meter efter føring fra start til mål. Der var 25.000 SEK til vinderen.
“Ismanden” var også til start med Power To Elegance, der efter et løb i andet par udvendig overtog føringen ind på opløbet, men til slut måtte se sig passeret af Friday Starlight (Scarlet Knight) med Jörgen Sjunnesson, der sejrede sikkert i 1.14,3a/1640 meter.
Vi noterede også sejr til de to fynboer Bo Falsig og John Ø. Jensen med licens på hhv. Åby og Halmstad. Bo Falsig var på pletten med amatørtrænede Falkens Max (Giant Chill) i tiden 1.16,0a/1640 meter, mens John Ø. sejrede med danskopdrættede Oh Prins Bravur (Enjoy Lavec) i tiden 1.17,9a/2140 meter.
På Bjerke var der amatørmatch mellem Bjerke, Åby og Lunden, som repræsenteredes af Henrik K. Jensen, Jan A. Pedersen, Jens Størner og Jørgen Reffling.
I første afdeling gik sejren til Åby-amatøren Leif Stenson med Gittan Pride (Gidde Palema) i tiden 1.18,0a/2100 meter – det var kuskens første sejr siden 2004!
Jens Størner var bedst placerede dansker på en fjerdeplads.
Bedre gik det i anden afdeling, hvor Henrik K. Jensen sejrede med Athena Rod (Tap In) i tiden 1.16,1a/2100 meter.