Dansk V75-double på Jarlsberg
Jeppe Juel og Onion F H sørgede for en dansk V75-double på Jarlsberg lørdag eftermiddag, hvor syv rigtig blev belønnet med 43 millioner!
Jeppe Juel gjorde en rigtig god handel, da han sidste år investerede i koldblodstraveren Storsjø Frøya (øverste foto), der nu vandt sin anden sejr i træk i tiden 1.28,7/2100 meter. Parret overtog føringen efter 500 meter og sejrede siden ganske let.
Storsjø Frøya – som er en 9-årig hoppe – har alene i år tjent 191.000 NOK efter tre sejre og fire andenpladser i ni starter.
Det blev også til “dansk” sejr i V75-6, hvor den tidligere Derbydeltager Onion F H (S J’s Photo) vandt en flot sejr for Eirik Høitomt i tiden 1.12,4a/1609 meter.
TravService.dk har indledt et samarbejde med den norske fotograf Øyvind A. Brusletten, som fremover leverer fotos fra V75 og andre storløbsdage i Norge. Du er velkommen til at kontakte Øyvind på oyvind@stallskriket.no hvis din hest har startet eller skal starte i Norge, så kan han levere billeder til rimelige priser.