Dansk i Svenskt Trav Derby
Blandt de 12 heste, der i eftermiddag har kvalificeret sig til start i Svenskt Trav Derby med en førstepræmie på 2 millioner SEK er Standout, der er født hos Ole Berg Thomsen på Stevns og opdrættet af Familien Junge, der fortsat er medejer af hesten.
Standout (foto) har for længst slået sit navn fast som en af den svenske Derbyårgangs allerbedste heste, og i sin Derbyprøve var den spillet til storfavorit til 19:10.
Her måtte den imidlertid se sig besejret af outsideren Viking America, der vandt i 1.13.1a/2640 m – mod Standouts 1.13.2.
Med andenpladsen passerede Standout 2 millioner kroner i indkørte præmier – alene i denne sæson er det blevet til 840.000 SEK i syv starter.
Standout trænes af den anden medejer, Stefan Melander, der har lavet en ”Jeppe Juel” og har ikke færre end tre heste med i derbyet. Melander vælger at stå på sidelinjen, og Standout køres af Ulf Ohlsson.
Dansk travsport og Svenskt Trav Derby har en lang historie sammen.
Ja, de to første udgaver af løbet blev vundet af danske heste – begge kørt af legendariske Sophus Sørensen.
Siden kan vi finde dansk opdræt i flere derbyvindere som f.eks. Bjørn, der havde Safari the Great som fader. Bjørn blev i øvrigt fader til May Bjørn, der også vandt derby.
Også Queen L i 1990, Sans Rival i 1991samt Remington Crown i 1997 har danske aner.
Distancen i Svenskt Trav Derby er ændret flere gange over årene ligesom løbet har været afviklet på skift mellem Jägersro, Solvalla og Åby
Oprindeligt var det 3000 meter og afvikledes på skift mellem Jägersro og Solvalla, men da Åby kom med i 1955 i rotationen ændredes distancen til 3200 meter.
Den holdt indtil 1960, hvor det første derby, der blev startet med autostart, blev afviklet på Jägersro og så var distancen 3140 meter.
Allerede året efter kørte man dog igen over 3200 meter inden med i 1965 satte distancen ned til 3100 meter.
Siden 1966 er Svenskt Trav Derby blevet afviklet på Jägersro og fra 1983 over den aktuelle distancen 1640 meter auto. Maharajah har løbsrekorden på 1.12.8, der er tangeret af Pato i fjor.
Den svenske Derbydag omfatter i alt 14 løb, og der afvikles en ekstra V75-omgang.
Herhjemme er der travfri i dag, men på Klampenborg Galopbane afvikler med Damernes Dag med hoppernes derby, Dansk Oaks som hovedbegivenhed.
Hvis du ikke allerede har downloadet det meget informative svenske baneprogram, så kan du gøre det på dette link – klik her