Dansk duo i Norsk Hoppe Derby!
Jeppe Juel fik fortjent oprejsning efter Derbyskuffelsen, da han i aften kvalificerede to heste til start i VG Norsk Hoppederby!
Aalborg-træneren havde to køreture med hhv. Fantasy d’Estino og G.M. Fairytale, der begge blev nummer to i deres respektive Hoppe Derbyprøve – kort slået af storfavoritten – og dermed kvalificerede sig til finalen i VG Norsk Hoppederby søndag den 8. september på Bjerke.
Flemming Reinholdt-trænede Fantasy d’Estino blev nummer to i tiden 1.15,5a/2100 meter bag Thai Chiayo (Andover Hall) med Vidar Hop i samme tid, mens Kaj V. Kristensen-trænede G.M. Fairytale fik noteret tiden 1.14,4a/2100 meter som anden bag Thai Passion (Kadabra) med Lars Anvar Kolle, der sejrede i 14,3.
Der var 15.000 NOK i andenpræmie til de to danskejede og -trænede heste.
Bo Westergård vandt som ventet en anden af de seks Hoppe Derbyprøver med Beverly B.R. (Donato Hanover), der overtog føringen efter 500 meter og siden sejrede let i tiden 1.15,3a/2100 meter og fortsat fremstår som en af forhåndsfavoritterne i Norsk Hoppederby.
Distancen i i VG Norsk Hoppederby er 2100 meter autostart med 500.000 NOK til vinderen.
Efter løbene blev der trukket lod om startpladserne – som i alle andre lande med undtagelse af Danmark bliver der i Norge ikke brugt unødig tid på spekulationer i kulisserne som følge af pointberegningen. Det er “knald eller fald” – kun de to bedste i hver Derbyprøver gik videre til finalen og i aften gik dét bl.a. udover Golden Feline (1.13,0a-398.000 NOK), der blev diskvalificeret for galop som storfavorit.
Startliste – VG Norsk Hoppederby 2013:
1. Thai Chaiyo
2. Chocolatique
3. Thai Passion
4. Beverly BR
5. Lovely Coffee
6. GM Fairytale
7. Chiaro di Luna
8. Lovely Salt
9. Samsaia
10. Red Filly
11. Noras Photogenic
12. Fantasy d’Estino