Dansestjerner gæster JVB
Jydsk Væddeløbsbane får fint besøg på søndag af de firedobbelte Danmarksmestre i Latindans, Michelle Abildtrup og Martino Zanibellato, som i samarbejde med DTCs sportschef Flemming Sunn vil afsløre navnene på de nominerede ved Hestesportens Galla 2012.
Det sker fra kl. 11.00 i JVBs restaurant og begivenheden sendes direkte på DanToto Racing Live.
JVB er i forbindelse med offentliggørelsen vært ved et mindre traktement (kaffe/the og kage).
– Jeg håber også at vi kan overtale en af landets andre dygtige dansere, Vicki Jo (bl.a. dobbelt vinder af “Vild med Dans”), til at være Lykkens Gudinde på Hestesportens Galla d. 7. januar på Hotel Nyborg Strand. Jeg har ihvertfald fået en sponsor, som synes Vicki Jo vil være perfekt til jobbet, så jeg har kontakte hende, men endnu ikke fået en bekræftelse, fortæller Gallaens primus motor, Lone Kristensen, som er i fuld sving med forberedelserne.
– Selve konceptet med både et middags- og aftenarragement bliver der ikke ændret på, men det store arrangement om aftenen bliver mere gallashow-præget end tidligere. Mere glimmer og glitter – men hvad der kommer til at ske, er selvfølgelig en dyb hemmelighed. Ellers glæder jeg mig rigtig meget til på søndag. Gallafeberen stiger altid nogle grader når de nominerede bliver offentliggjort.