Dansen om Guldkalven fortsætter
Travløb og lørdag aften er to størrelser, der ser ud til at passe som hånd i handske. I aftes var den totale omsætning på en dansk væddeløbsbane igen over 3 millioner kroner, da løbene blev afviklet på NKi Racing Arena i Aalborg.
For danske spillere er disse lørdage en gavebod, hvor man spiller ind i puljer, hvor de fleste penge med stor sikkerhed kommer fra hhv. Sverige og Norge.
Den danske tilbagebetalingsprocent kan være på mere end 100%!
Men hvordan fordelingen af omsætningen landene imellem fordeler sig er en hemmelighed.
Det er den generelle opfattelse fra spiludbyderen Danske Spil at ingen kan have interesse i omsætningsfordelingen – og de to eneste tal offentligheden kan få indblik i er den totale omsætning – og i nogle tilfælde – den aktuelle baneomsætning.
Pr tradition har en væddeløbsbanes succes altid være målt i omsætningstal.
Jo større omsætning – jo større succes.
Det hedder Hestevæddeløb, fordi de to ting . væddemål og løb- er så tæt forbundne med hinanden.
Landets væddeløbsbaner er alle tildels medlemsejet – og de baner, der måtte være aktie- eller andelsselskaber – er ejet af væddeløbsinteresserede.
Nu er det snart generalforsamlingstid, og det er da muligt, at man på de enkelte generalforsamlinger får nogle nøgletal oplyst omkring omsætningen og omsætningsudviklingen.
Men det ville da være rart at kende tallene på forhånd.
Akkurat som man gør i alle andre lande omkring os.
Kun ved at have alle facts, kan væddeløbsbanerne (og ejerne/medlemmerne) være med til at afstikke den rette kurs for dansk hestevæddeløbssports fremtid.