Danmarks bedste hopper i duel
Danmarks to mest vindende hopper nogensinde, Nobodybeatsthebeat og Mathilde Trøjborg, tørner sammen på søndag på Charlottenlund Travbane.
Nobodybeatsthebeat er stadig førende med 2.276.657 kroner indtjent i karrieren, men Mathilde Trøjborg nærmer sig med stormskridt med sine 2.189.579 kroner. Alene de to sidste starter har Mathilde tjent 264.136 kroner.
Begge hopper har vundet 28 sejre. 6-årige Nobodybeatsthebeat har den højeste sejrsprocent, imponerende 64 (44 starter), mens den ét år ældre Mathilde Trøjborgs sejrsprocent er på ligeledes imponerende 60 (47 starter).
På søndag er der 200.000 kroner i præmiesum med halvdelen til vinderen. Ved seneste møde i DM for Hopper i Odense (billedet) vandt Mathilde i 1.13,7a/2140 meter, mens “Nobody” var tredje i tiden 1.13,9. Her havde Mathilde spor i første række, mens Nobodybeatsthebeat havde spor 12. Nu er rollerne byttet om.
Startlisten 2000 meter auto:
1 Muscles G T* – Takter J
2 Nobodybeatsthebeat – Jørgensen B
3 One Winner – Mønster K
4 Line Sensei – Adielsson E
5 Victoria Island* – Kolgjini L
6 Tara Defi* – Juel J
7 Overture F H* – Høitomt E
8 Nanny Fine – Lønborg H
9 Marielles* – Martens C
10 Nova Brogård – Juul S
11 Mathilde Trøjborg – Jensen F
12 Filippa Balance* – Günther P
Nobodybeatsthebeats ejer- og træner, Peter Rudbeck Jørgensen, er meget tilfreds med startspor 2.
– Ja det var helt perfekt. Syntes også hun stod for tur. Det er klart, jeg tror på chance, men der er jo meget dygtige konkurrenter imod – primært i anden række. Min hest er i hvert fald tæt på topform, selvom sidste start ligger langt tilbage efterhånden.
Jeg mener, hun har fordel af distancen i forhold til mange af de andre hopper, så jeg er lidt optimist – selvom Mathilde er forrygende, siger Peter Rudbeck Jørgensen.