Dagens video: For 50 år siden
Dagens video er en hyldest til Speedy Scot, der for 50 år siden var USA’s bedste traver. Speedy Scot vandt The Triple Crown – Yonkers Trot (der dengang hed Yonkers Futurity) The Hambletonian og Kentucky Futurity og satte flere verdensrekorder.
Speedy Scot var ejet af det store stutteri Castleton i Kentucky – et stutteri, der gennem årene betød utroligt meget for udviklingen i travsporten, og herfra stammer en række af sportens store heste.
Det var Francess Dodge – datter af grundlæggeren af bilfabrikken Dodge- der købte Castleton Farm i 1945 til at huse sin egne heste, og efter sit giftermål med Fred van Lennep, udviklede stutteriet sig til et af USA’s førende.
Fred van Lennep var særdeles travsportsinteresseret og var manden bag Pompano Park i Florida, ligesom han havde ejerinteresser i en italiensk bane.
Efter ægteparrets død ønskede arvingerne ikke at videreføre stutteriet, der blev afviklet og i dag er det fuldblodsstutteri, og ejes af en Irer, der har givet det navnet Castleton Lyons
Det var det i øvrigt også fuldblodsstutteri inden Francess Dodge købte det – ja, stutteriets historie går helt tilbage til 1793.
Men tilbage til Speedy Scot, der var opdrættet på Castleton, og som også siden kom til at virke på stutteriet som avlshingst
Speedy Scot blev først og fremmest kendt som fader til Speedy Crown, men han er f.eks. også fader til Arnie Almahurst, Speed in Action, Speedy Spin, Hoot Speed, Able Mission – der alle har virket i avlen – samt tophopperne Classical Way og Armbro Regina og mange flere
Herhjemme kender vi Speedy Scot som fader til bl.a. Birger Jansens hurtigtraver Glenquin samt Bjarne Pedersens sejrssluger Copperscot.
Og nu over til dagens video, der hedder a Tribute to Speedy Scot.
I indslaget sætter Speedy Scot banerekord på Wolwerine Raceway . Det var en bane, der lå ved Detroit i Michigan, men som for længst er nedlagt.
Du finder videoen på dette link – klik her