Dagens travquiz 24. februar
Dagens travquiz lavet af Redaktionen
Lørdagens spørgsmål gik på, hvor der var planer om at lave en ny stor travbane i Storkøbenhavn, der skulle erstatte såvel Charlottenlund Travbne som Amager Traverbane.
Baggrunden var denne:
I 1922 anlagde man Danmarks tredje permanente hestevæddeløbsbane, Amager Traverbane. Det var en kreds af hesteejere, der var utilfredse med forholdene på Charlottenlund Travbane, der tog initiativet til at lave en bane på Amager. Amager Traverbane blev lavet som en 1200 meter bane og der blev kørt venstre om, hvor der blev kørt højre om i Charlottenlund Travbane.
I mange år skiftede man med at afholde løb på de to baner, således man f.eks. først kørte et meeting på Charlottenlund, derefter på Amager, så tilbage på Lunden, så Amager igen.
Det var helt klart en uholdbar situation, for kostede al for mange penge i dobbelt administration samt vedligeholdelse af to baner m.m., og på et tidspunkt fremkom ideen om at lave en ny fælles travbane et sted i Stor-København.
Og det er dagens spørgsmål:
Hvor skulle denne nye væddeløbsbane ligge?
Svaret får du her i et uddrag fra en Blog jeg skrev på Frittrav.blogspot.com i 2009
Omkring 1970 var det faktisk så tæt på, at der var blevet lavet en ny superbane i Brøndby.
På det tidspunkt havde man to travbaner i København.
Udover Charlottenlund Travbane var det Amager Travbane, der lå på Løjtegårdsvej og var en 1200 meter bane – mod Lundens 950 meter.
Planen var, at begge travbaner skulle sælges, og at der herefter skulle laves en ny travbane i Brøndby.
Medlemmerne i Det Danske Travselskab, der ejer Charlottenlund Travbane, var med på ideen, men det samme gjaldt ikke medlemmerne i Amager Travselskab, hvor det lykkedes den karismatiske formand, Axel Taarup at få forpurret afgørelsen med blot én stemme!
Derfor opstod Travkrigen i begyndelsen af 70-erne – en krig som ikke havde nogen vindere, og som medførte at Amager Travbane blev solgt til Tårnby Kommune og siden blev nedlagt. Amager-folkene fik i stedet etableret Skovbo Trav et par år efter.
Og så er vi fremme ved dagens spørgsmål:
Hvornår blev det sidste løb kørt på Amager Travbane:
1975
1976
1977