Dagens Profiler: Birger og Karina Rindom
Dagens Profiler er Birger og Karina Rindom – far og datter – som i Repeat To Try, der imponerende stort onsdag eftermiddag på Lunden, har en hest udover det sædvanelige. Den 3-årige hoppe trænes af “Senior” og køres af Karina med licens på hhv. Lunden og Billund.
Lidt ældre travtilskuere husker sikkert Birger Rindoms navn fra “de go’e gamle dage” på Skovbo, hvor især Colbjørn Knab vandt masser af løb, men i en alder af 64 år må han også siges at være en af sportens veteraner.
Hvornår startede det egentlig?
Birger: Den første hest jeg købte var General Hammer, der var i træning hos Jørgen Kaiser Hansen. Det var omkring 1970 og den startede på både Amager og Lunden. Siden flyttede vi med til Skovbo, og heste som Rival Sporup, Asser Knab, Colbjørn Knab, Elef Knab, Jahronen, Dixy, Geni T, Senator Love, Nice Vip, Sun Rocket, Gucci To Try og Kenzo To Try har givet familien mange gode oplevelser gennem årene.
Gucci To Try blev især kendt for den berømte historie om ballonen i Derbyprøven. Hvad var det der skete?
Birger: Gucci To Try gav os mange gode oplevelser, men det var selvfølgelig en streg i regningen at der kom en ballon flyvende ind på banen igennem første sving i Derbyprøven. Alt var eller klappet op til løbet, og Steen Juul havde fået spidsen – men pludselig var den der bare den blå ballon, og så galoperede han for første gang i sin karriere! Surt og vi var dybt rystede. Der var meget snak efterfølgende om der skulle have været omstart eller ej. Vi syntes selvfølgelig der burde være ringet om. Men det går op og ned i travsporten og vi kom jo med i Derbyet alligevel, men med dårligt spor. Alligevel var det en oplevelse for livet.
Birger Rindom med Repeat To Try
Hvilke heste har du/I i øjeblikket?
Birger: Jeg har fire heste – løbshestene Repeat To Try og Pure Poison, 1-årige Try Me (hingst v/Armbro Goal-Promise To Try) og følhoppen Promise To Try, der er bedækket v/Earthquake. Hestene står på en gård ved Roskilde, hvor jeg har to baner og det store naturområde Hedeland lige op til, hvor man kan ride. Ellers kører vi til Skovbo og træner.
Karina: Jeg har også fire heste – løbshesten Run Baby Run, 2-årige She´s A Princess, 1-årige Time To Run Away (hingst v/Great Challenger-Faraway) samt følhoppen Faraway, der er bedækket v/Axwill. Mine heste står i Jylland hos min kæreste Iver Jessen, hvor der er rigtig fine træningsforhold. Jeg kommer dog tit til Sjælland og kører min fars heste i løb.
Karina, du er jo nærmest “født” ind i travsporten. Har du været interesseret fra du var barn?
Karina: Jeg har været vild med heste fra jeg var helt lille og har været med altid så meget som muligt. Det er jo en livsstil og vi brænder for det. Jeg har kørt løb fra jeg var 18, men holdt pause i nogle år efter et styrt. Det er dog først efter jeg begyndte at køre Kenzo To Try, at jeg fik modet rigtig tilbage og nu tænker jeg slet ikke over det mere.
Repeat To Try gik et topløb i går på Lunden og ligner begyndelsen til noget stort. Hvad er jeres ambitioner/forventninger til hesten? Kan det være et emne til årgangsløbene?
Karina: Repeat To try er desværre ikke meldt i nogen årgangsløb, så vi tager det som det kommer. Hun er et kæmpe talent, men også en meget hysterisk dame, så vi tager det stille og roligt. Der har været flere og spørge om hun er til salg, men indtil videre er hun ikke blevet solgt. Lige nu beholder vi hende, men det er jo ikke fordi hun ikke er til salg hvis det rigtige bud kommer. Lige nu har vi ikke de store ambitioner – bare nyde at det går godt og at vi har en fin hest.