Cykling får førsteprioritet i morgen
TV2 Sport har valgt at sende fra det belgiske endagsløb i cykling “Brabantske Pil”. Derfor flyttes morgendagens Golden Cup-udsendelse frem til kl. 17.55.
Desuden vil Golden Cup-udsendelsen denne gang kun være et 20 minutters sammendrag imod de normale halvanden time. Det kan travsporten ikke være tjent med, mener vi her på TravService.dk. Vi har derfor kontaktet TV2 Sport for en forklaring:
– Det er ingen let opgave vi har, siger Bo Andersen fra TV2 Sport. Vi vil meget gerne sende fast hver onsdag kl. 16 fra Golden Cup, men da vi er en kommerciel kanal, skal vi leve af vores udsendelser – og det betyder, vi indimellem må flytte rundt på indholdet.
– For kort tid siden havde vi en del utilfredse cyklingseere, der ikke kunne forstå, hvorfor vi valgte at dele en udsendelse til fordel for Golden Cup. Det er en vurdering fra uge til uge, hvilket indhold vi vælger at sende. Ingen sportsgrene er i princippet “fredet” på sendetidspunkt. Dog har vi kontrakt på Superliga fodbold, og det er vi derfor forpligtet til at sende, forklarer Andersen.
– Når vi sammensætter vores programpakke, gøres ikke bare “med venstre hånd”. Vi vil gerne gøre alle tilfredse, men det er selvfølgelig meget svært.
– TV2 Sport vil gerne være med til at udbrede kendskabet til væddeløbssporten, og med “Hest til frokost” og Golden Cup synes vi, det går den rigtige vej. Jeg kan berolige hestesportsentusiasterne med, at vi ikke kommer til at sende fra Tour d France. Men når der kommer Wimbledon-tennis, er vi igen nødt til at flytte lidt rundt på programmet.
Seertal
– Når vi kigger på seertallene for hestesporten, ser det endnu ikke specielt positivt ud. Det er dog en speciel størrelse disse målinger, og vi stoler stadig på, at seertallet vil stige på sigt, slutter Bo Andersen.