28 maj2013
Copenhagen Cup-nyt
I går kunne vi her på travservice.dk fortælle, at Elitlopps-toeren Arch Madness skulle starte i Broline Copenhagen Cup.
Nu har træneren Trond Smedshammer imidlertid ændret mening, og i stedet besluttet, at Arch Madness går tilbage til USA på torsdag sammen med den anden amerikanske deltager, Take My Picture.
Efter hvad travservice.dk erfarer, ønskede Smedshammer, at Arch Madness skulle gå tilbage til Norge, hvor den har været opstaldet siden ankomsten fra USA tidligere i maj måned, og blive frem til Copenhagen Cup-starten.
Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre uden at der skulle laves nye papirer.
Det var tilsyneladende for bøvlet for Smedshammer, og så valgte han at sige: Vi tar hjem!