Commander Crowe klar til Åbergs
Commander Crowe vandt i eftermiddag Prix de la ville la Capelle på La Capelle-banen i Normandiet og er nu klar til at forsvare sin sejr i Åbergs Memorial fra i fjor.
Commander Crowe havde igen Franck Ouvrie i sulkyen, og han sendte den til spids med det samme.
Løbet var faktisk ret intetsigende til opløbet, hvor Commander Crowe trak et par længder fra og det forspring holdt den under ivrig drivning af Franck Ouvrie – en drivning, der ikke var gået upåtalt på en skandinavisk travbane.
Men Commander Crowe svarede for drivningen, selv om den løb lidt skævt med hovedet, og den sejrede i 1.11.1a/1609 m foran Reve de Beylev med Dominik Locqueneux, der sædvanen tro sluttede stærkt af i 1.11.4, mens Main Wise As med Thomas Levesque besatte tredjepladsen i 1.11.6.
Der var 45.000 Euro i førstepræmie.
Banen i La Capelle er en mile bane, hvor der køres på venstre volte.
Så glade var de efter søndagens sejr med Commander Crowe. Foto Gerard Forni.