Classic Grand Cru sikker i Norge
Steen Juul-trænede Classic Grand Cru med Bjørn Goop i sulkyen viste endnu engang, at den trives på den norske 800-meter bane Klosterskogen, og for tredje gang vandt den tyskejede 10-åring Klisterskogen Grand Prix.
-Jeg synes, at Classic Grand Cru var endnu bedre i dag, end da jeg vandt med ham her for to år siden, sagde Bjørn Goop efter sejren.
Fra start lagde Winmecredit med Frode Hamre hårdt ud med 1.09/500 meter, hvor Bjørn Goop tog det roligt efter førergruppen på tre heste.
Da der blev samling på feltet efter 600 meter sendte Goop Classic Grand Cru frem og efter 900 meters kørsel overtog parret føringen.
Næstfavoritten Beanie M M med Johnny Takter sad i andet par udvendigt i feltet, som Bjørn Goop pakkede helt efter bogen.
I opløbet var der ingen tvivl. Classic Grand Cru sejrede sikkert foran Beanie MM. Vindertiden særdeles beherskede 1.15.2a/2100 m.
Det er meget sjældent at man kan vinde 300.000 kroner så let som Classic Grand Cru gjorde denne lørdag eftermiddag.