Classic Grand Cru i dansk rekord
Jernhesten Classic Grand Cru stod for en femstjernet præstation, da den vandt Golden Cup-løbet på Charlottenlund Travbane for Jens de Rosche i 1.13.8/2040 meter!
Betegnelsen ”Jernhest” har ofte været brugt på travheste, der med en lang karriere bag sig fortsat starter regelmæssigt og gør det godt.
Og en ”Jernhest” – det er hvad den nu 9-årige Classic Grand Cru (Supergill) er.
Onsdag eftermiddag gjorde den sin start nummer 103 og løste opgaven til UG og lidt mere med et handicap på 40 meter på 2000 meter – godt understøttet af jockey Jens de Rosche.
Opløbssvinget rundt var Je M’Apelle Belle (Jag de Bellouet) med Max Nielsen smuttet, men ned gennem opløbet åd Classic Grand Cru sig ind på den svenske hoppe, og gik let forbi til sejr i 1.13.8/2040 m – det er ny dansk rekord for ældre udenlandskfødte hingste.
Den gamle rekord havde Frisky Frazer med 1.14.9, og den var sat tilbage i 1995 på Jydsk Væddeløbsbane i Århus!
For 38-årige Jens de Rosche var det første sejr siden 2008, men retfærdigvis skal det anføres, at han meget sjældent kører i løbene.
Denne eftermiddag gjorde han intet forkert.
– Men jeg skal ærligt indrømme, at der var sommerfugle i maven inden løbet i dag, sagde Jens de Rosche efter sejren.
Næste start for Classic Grand Cru kan blive Klosterskogens Elitelopp Påskelørdag med en førstepræmie på 400.000 kroner.
– Hvis det står til mig, så starter han – ja, jeg vil give en arm for at han starter, for han kan vinde det løb for tredje år i træk, sagde Jens de Rosche.
Classic Grand Cru vandt løbet i 2010 for Steen Juul i 1.14.7a/2100 m og i fjor med gæstekusken Bjørn Goop i løbsrekord 1.12.6 foran Beanie M M!
V5-spillet
I onsdagens V5-spil var det ikke de store overraskelser spillerne blev præsenteret for.
Classic Grand Cru var omgangens allerstørste favorit, og en anden storfavorit, Runaway (Love You) med Axel Jacobsen indfriede forventningerne i 1. afdeling ganske nemt med sejr i 1.16.8/2000 m.
Lidt mere uventet var det at Slim Shady (Gidde Palema) med Jens Simoni kunne vinde 2. afdeling, hvor Olina B (Earthquake) blev trykket flad i spids
I 3. afdeling var Riddle (Ganymede) med Max Nielsen storfavorit, men den måtte give sig efter føring midt i opløbet, hvor først Love You So Much (Love You) med Conrad Lugauer gik forbi og siden Olympia Hill (Beaumont Hanover) med Rene Kjær – sidstnævnte spurtede så fint, at den fangede Love Yo So Much og sejrede i ny rekord 1.15.1.
Dommerkomiteen undersøgte dog løbets afvikling – specifikt opløbssvinget rundt – hvor Love You So Much og Olympia Hill søgte efter samme plads, men fandt ikke anledning til at skride ind – her.
Derimod fik Max Nielsen 800 kroner i bøde for at køre ned over Ole Bender med Ofelia Trøjborg og Vanessa Born med Ken Ecce i første sving, ligesom Conrad Lugauer fik 400 kroner for at køre ud i Michael Lønborg med Perfektion ved staldene.
Olympia Hill var en vinder til odds 11.53 og blev eftermiddagens største overraskelse.
Efter Classic Grand Cru’s opvisning sluttede V5-spillet med sejr til Ronaldo C N (Mr Flirt) med Christian Clausen, der på en god afslutning nedkæmpede en meget tapper Royal Simoni (Gills Victory) med John Køhler.
V5-resultatet:
V5-spil, 2.-6. løb, omsat: 763.770 SEK. Opdateret kl. 17:24 | ||||||
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 4 | Runaway | Axel Jacobsen | 2,29 | 44 | – |
2 | 6 | Slim Shady | Jens Simoni | 7,62 | 323 | 2 |
3 | 5 | Olympia Hill | Rene Kjær | 11,53 | 857 | – |
4 | 10 | Classic Grand Cru | Jens de Rosche | 1,70 | 913 | – |
5 | 1 | Ronaldo C N | Christian Clausen | 4,34 | 1818 | – |
![]() |
||||||
Gevinster for 5 afdelinger rigtige. Antal rækker: 273 Gevinst: 1.818 kr |
||||||
Reserveheste rækkefølge: Afd. 2: 3-8-1-4-6-2-9-5-7 |