Chocolatier til Sverige
Avlshingsten Chocolatier er blevet solgt til et svensk syndikat og skal i 2012 stå til avlstjeneste på Aleback Stutteri.
Chocolatier tilhører anden årgang efter Credit Winner og er med en indtjening på 1.324.800 dollars fortsat dennes mest vindende afkom.
Efter en flot løbskarriere gik Chocolatier i 2007 i avlen på Southwind Farm i New Jersey, hvor den bedækkede 134 hopper det første år – de følgende år har den bedækkede hhv. 122, 127, 123 og i 2011, hvor den stod på Marion Farm i Pennsylvania 72 hopper. Den stod til 12.000 dollars i følpenge.
Afkommene efter Chocolatier fik en god modtagelse, da de kom på auktion i 2009.
Hans første årgang blev solgt for en snitpris på 52.158 dollars, hvad der placerede ham på en tredjeplads dette år bag Andover Hall og ærkerivalen Glidemaster.
Selv om hans afkom gik pænt som 2-åringer, var interessen blandt køberne i 2010 behersket og snitprisen faldt til 22.014 dollars.
I Lexington i år var den også på 22.000 dollars, men i denne uge i Harrisburg droppede snitprisen til 18.000 dollars.
Herhjemme blev Chocolatier-sønnen See The Dust i fjor solgt for 360.000 kroner på Derbyauktionen til Lutfi Kolgjini – det er den næsthøjeste pris nogensinde på en dansk auktion.