• HH Care
  • Opdrætterforeningen
  • Horse Trainer Walks
  • Grandprix Hamburg 2021
  • Stutteri Dings 600x110 Feb21 (002)
  • internetauktion
  • Derby25
  • Wishingstone 600x110px
  • Enssnapshot 600x110px
  • Michaelturn 600x110px
  • aby yearling 2022

Ny montétriumf til Palermo Tårs

Steen Juul-trænede Palermo Tårs (Storstadsbusen) med Nicole Marsing i sadlen sikker i aftenens montéløb på Åby.

Palermo Tårs har udviklet sig til en af Skandinaviens bedste montéheste og i aften tog den 7-årige vallak endnu en sejr for sin faste makker, Nicole Marsing, der som altid red et fejlfrit løb, hvor parret efter 500 meter kom frem udvendig for den førende Poison Composite.

Det blev siden ryg på den førende, men med 1100 meter igen gik Nicole Marsing igen ud i andet spor og på bagerste langside overtog Palermo Tårs uden problemer føringen for siden at holde farten til sikker sejr i tiden 1.17,1a/2640 meter. 

Der var 35.000 SEK til vinderen, der tog karrierens 10. sejr – otte af disse er vundet i monté.

Flemming Jensen havde som altid flere heste med til Åby og afsluttede aftenens program med Mr Simpson (Super Arnie), der i et P21-løb vandt sin første sejr for “Ismanden” i tiden 1.14,3/2160 meter. Sejren blev belønnet med 10.000 SEK. 

To af de danske trænere i Sverige, Svend Dyhrberg og Bo Falsig, fik også en sejr med hjem fra aftenens løb. Førstnævntes Hertig Rols (Coktail Jet) vandt amatørløbet for Magnus Fagerberg, mens Bo Falsig-trænede Odin Töll (Offshore Dream) sejrede for Stefan Söderkvist. 

Partout Simoni tilbage på vinderpladsen

For første gang siden den 24. november 2012 skar Kriterium-vinderen Partout Simoni målstregen først. Det skete torsdag eftermiddag på Victoria Park-banen (Wolwega) i Holland.

Dominik Locqueneux sad som sædvanlig i sulkyen bag Partout Simoni (Jag de Bellouet), der var storfavorit til odds 1.80.

Med 1000 meter tilbage sendte Locqueneux Partout Simoni til spids, og her blev den løbet ud.

Partout Simoni vandt sikkert, men imponerede egentlig ikke – tiden 1.15.5a/2100 m, mens en godt afsluttende Bas J (Castleton Bass) blev nummer to i 1.15.6.

Der var 3.500 Euro i førstepræmie til tyskejede Partout Simoni.

Du kan se video af løbet på dette link – klik her

Derbyvinderen er startklar

StandAndDeliver 20130825 vc

Derbyvinderen Stand And Deliver er startklar, men der går endnu en måneds tid inden Kadabra-sønnen skal i aktion for første gang i år.

– Stand And Deliver starter i rutineløb den 5. april i Skive også med henblik på start i Skive den 27. april (Lord Valentines Mindeløb). Hesten har utrolig mange startmuligheder i denne sæson og vi skal bare have det timet rigtig. Blandt andet kunne stayerserien omkring de nordiske storløbsdage være interessant, men som sagt mulighederne er mange, siger Peter Rudbeck.

Op og ned for Lindhardt

Skive-træneren Christian Lindhardt havde sendt to heste til Bjerke Travet i Oslo torsdag middag og de var begge spillet som favoritter.

Santana Bork (Beaumont Hanover) med Christina Lindhardt var storfavorit i monteløbet – spillet ned til 18:10 men satte afsted i galop allerede før startvognen slap feltet, og var dermed ude af løbet.

Bedre gik det med den lille hoppe Saga L (Golden Globe), der kom til Norge med en tæt andenplads bag formhesten Remember AM.

Eirik Høitomt kørte Saga L, der kunne føre fra start og selv om konkurrenterne kom tæt på til slut, så klarede Saga L sig først i mål for første gang i karrieren.

Saga L, der her startede for 44. gang, ejes af Stald Larsen og er opdrættet af Ole A. Larsen, sejrede i 1.162a/2100 m og fik 12.000 kroner i præmie.

Trænerne vil have startvognsprøver

For mange år siden var det almindeligt, at nogle minutter inden et startvognsløb blev der blev der afviklet en prøvestart efter startvognen. Det blev ændret, således at startvognsprøver i dag finder sted inden løbsdagen.

– Det synes vi ikke er nogen god ide, og vil gerne have det gamle system tilbage, hvorefter en startvognsprøve afvikles lige før starten til et løb, siger Frantz Praem, der er formand for landets travtrænere.

– Det er et ønske fra mange af vore medlemmer, at vi får denne ændring, som vi også mener må være i publikums og spillernes interesse.

– Efter præsentationen holder startbilen klar til dem som måtte have lyst til at prøve startbilen af eller måske bare lige skærpe startafgangen for deres heste, siger Frantz Praem videre.

– Vort forslag skal også ses i relation til de skiftende starttider vi har for afholdelse af væddeløbsdagene. Det kan være svært for en kusk at nå frem til en startvognsprøve inden løbsdagen, slutter Frantz Praem.

Nobodybeatsthebeat har aborteret

Nobodybeatsthebeat (Dream Vacation) skal desværre ikke være mor i år, idet hun har mistet føllet. 

– Det er utrolig ærgerligt, men hun skal nu i stedet insemineres ved Cantab Hall. Det er selvfølgelig ikke ønskværdigt, men nu håber jeg vi tidsmæssig kan få hende drægtig, så de fremtidige føl ikke kommer for sent på året. Planlagt foling i år var primo juni, siger Nobodybeatsthebeats ejer, Peter Rudbeck til Travservice.dk.

Udlandet vil have From Above US

Finske, norske og italienske stutterier har vist interesse for en af de nye avlshingste i dansk travsport, From Above US.

– Et finsk stutteri ville have sæd efter From Above US til 80 hopper, men det har vi sagt nej til, fortæller Keld Gregersen fra ejerkonsortiet.

– Finnerne må i år nøjes med sæd til 40 hopper, og vi har sagt nej til henvendelser fra såvel Norge som Italien.

– Selv om From Above US har en særdeles fin sædkvalitet, så er der jo grænser for, hvor mange portioner vi har nået at kunne fryse efter ham. Desuden er det først og fremmest vor intention, at han skal være til rådighed for danske hoppeejere, siger Keld Gregersen videre.

– Der er meldt flere virkelige spændende hopper til ham og foreløbig har han bedækket de første 10 hopper.

From Above US udbydes i regi Opdrætterforeningen og er opstaldet hos Kaj Jensen, Hovhedegaard.

From Above US, der er efter Donato Hanover og har samme moder som Quite Easy (Andover Hall), der har stor succes i Sverige, koster 1.000 kr + 15.000 kr. excl. moms.

Therumoudsaidfire i rutineløb på JVB

Peter Rudbecks Derbykandidat i 2014, Therumoursaidfire, forventes at sæsondebutere i Frosty Hanovers Mindeløb på Musketerdagen i Skive – men inden da skal sidste års Kriteriumstoer først ud i et rutineløb i Århus.

– Therumoursaidfire (Muscles Yankee) træner og har trænet helt normalt som vi har ønsket, og udviklingen for ham har været som alle andre ungheste, der er blevet et år ældre. Han er blevet lidt større og stærkere, siger Peter Rudbeck til Travservice.dk.

– Han starter definitivt i rutineløb den 6. april i Århus og i Skive den 27. april med mindre han bliver syg. Vi tror og håber selvfølgelig på at hesten kan begå sig i de store 4-årsløb med den klare hovedvægt lagt på danske starter. Det helt store mål er kvalifikation til Dansk Trav Derby.

Ny sejr til Derbyvinderens lillebroder

Tristar Merci – opdrættet af Stutteri Merci og Stutteri Halbak – der i News from Heaven har samme moder som Derbyvinderen Repay Merci – vandt onsdag aften sin anden sejr i lige så mange starter i år.

Norskregistrerede Tristar Merci (Dream Vacation) med Vidar Hop vandt kort, men sikkert i 1.15.0a/2100 m på Bjerke Travet.

Der var 30.000 kroner i førstepræmie, og dermed har 4-årige Tristar Merci nu vundet 454.500 kroner i karrieren.

Takter-heste dominerer

Hvilken 3-åring vinder flest penge i USA i år? Dette spørgsmål stillede det amerikanske travsportsmagasin, Hoof Beats til sine læsere, travsportseksperter samt computerprogrammet Trackmaster og resultatet blev at to heste fra Jimmy Takters stald fik lige mange points – nemlig Father Patrick og Shake it Cerry.

Akkurat som vi kender det fra X-factor blev stemmerne fra de enkelte gruopper omregnet til points, og her sluttede Father Patrick og Shake it Cerry med lige mange – nemlig 74 – men da Father Patrick (Cantab Hall) var rangeret som nummer et flest gange, fik den æren af at toppe denne første udgave af 2014 Hoof Beats Comprehensive Predictive Rankings.

Father Patrick (foto) startede 11 gange og vandt 10 sejre og 1 andenplads, satte rekord 1.09.7 og tjente 744.057 dollars. Blandt sejrene var Peter Haughton Memorial, William Wellwood Memorial og Breeders Crown, mens Shake it Cerry (Donato Hanover ) 11 starter – 8 sejre – 2 andenpladser – 827.769 dollars, rekord 1.10.6 –  vandt  bl.a, Merrie Annabelle Stakes, Matron Stake, The Goldsmith Maid og Breeders Crown.

Hoofs Beats nye liste afløser the experimental ratings, som var opfundet af legendariske Stan Bergstein, der døde i 2012. Bergstein forsøgte med sin liste at forudse hvilke heste, der ville blive de hurtigste i deres 3 års sæson.

Den nye liste forsøger at gætte på, hvilken 3-åring, der bliver den mest vindende.

Listen er på 25 heste og følgende avlshingste er repræsenteret på listen:

Donato Hanover, Muscle Hill og Explosive Matter – hver tre afkom

Cantab Hall, Andover Hall, Muscle Mass, Muscles Yankee – hver to afkom

Broadway Hall, Swan for All, Conway Hall, Credit Winner, Cash Hall, Crazed, Majestic Son og Deweycheatumnhowe har hvert et afkom på listen.

Du kan se hele listen på dette link – klik her