Broad Bahn slutter karrieren
Den danskejede Hambletonian-vinder Broad Bahn starter for sidste gang i karrieren på søndag i Matron Stakes på Dover Downs og går herefter i avlen.
Broad Bahn skal opstilles til avlstjeneste på Winbak Farm i New York – i øvrigt et stutteri den danske gruppe, der fulgte Birger Jørgensen i VM-konkurrencen, besøgte.
– Jeg er meget glad for, at vi har fået lavet en aftale med Joe Thomsen fra Winbak Farm, siger Leif Alber. New York er en god stat med gode penge i Stakes-løbene ligesom kvaliteten af avlshopper er steget markant i de senere år, så jeg tror og håber på, at Broad Bahn kan få et godt navn – også som avlshingst.
– I tirsdags lavede vi en prøve-bedækning med ham og hans sæd viste sig at være af meget høj kvalitet. Derfor kan vi også allerede her i vintermåneder lave frossen sæd med ham, og det vil i Danmark være Peter Fog, der står for salget, mens svenske Staro har resten af af Europa.
– Broad Bahn kommer til at stå for 0 + 7.500 dollars i USA og det bliver også prisen i Europa. Han bliver ikke syndikeret – jeg beholder hesten selv, siger Leif Alber.
Broad Bahn har startet 27 gange i karrieren og i 21 tilfælde har han været blandt de tre første!
Det er blevet til 9 sejre, 10 andenpladser og to tredjepladser og i alt 1.526.996 dollars – hans vinderrekord er 1.10.2.
Broad Bahn er efter Broadway Hall (Conway Hall) og Madonarail (Donerail) 1.12.9 – 84.564 dollars.