Beanie M M bedst på Årjäng
Beanie M M til tops i Årjängs Stora Sprinterlopp i ny banerekord.
Der var lagt op til stormøde på Årjäng med bl.a. de tre sidste års Elitloppsvindere på startlinjen, men de blev allesammen snydt af Johnny Takter bag Beanie M M (Super Arnie), der efter et perfekt løb i ryg på den førende Lavec Kronos, kunne skyde frem til kneben sejr i tiden 1.10,4a/1640 meter – ensbetydende med ny banerekord på Årjäng.
Lavec Kronos var lynede hurtig fra star og tog uden problemer spids fra startspor 3. Beanie M M var også godt med fra start og blev midt i første sving bakket ned i ryg på den førende. Herefter fulgte indvendig Marschland med Iceland som første hest i andet spor.
Første 500 meter gik efter hastige 1.08,0 – kilometeren efter 1.09,4.
Det høje tempo gjorde at baghestene havde svært ved at nå frem, og ind i sidste sving kunne Johnny Takter gå ud i andet spor med Beanie M M, der hurtigt fik overtaget på den førende Lavec Kronos.
Ind på opløbet gik Beanie M M. Marshland og Brioni leverede begge en stærk afslutning, men nåede ikke frem til Beanie M M, der således gentog sejren fra Gulddivisionsfinalen for 14 dage siden.
En herlig triumf for den norskfødte Solvalla-amatørtræner Morten Waage og ejeren, Stall Sandemar, der kan indkassere en førstepræmie på 700.000 SEK.