Bondo bliver privattræner
Efter at have været selvstændig travtræner i Italien i en halv snes år tiltræder Erik Bondo den 1. oktober et engagement som privattræner for storhesteejeren og opdrætteren, Gianluca Lami, der har eget træningscenter i nærheden af kurbyen Montecatini i Toscana.
– Vi har forhandlet i nogle måneder og nu er alting faldet på plads, fortæller Erik Bondo. – Lami har tidligere haft svenske Björn Lindblom tilknyttet, men han rejste for en måned siden til Frankrig.
– Lami henvendte sig til mig på et tidspunkt i foråret, og da jeg var godt træt af de umulige træningsforhold som vi havde haft vinteren igen, så var jeg ikke uinteresseret i et samarbejde.
– Jeg har ligget på 45 heste i træning, så det er ikke fordi, at det er heste jeg har manglet, men resultaterne har ikke været gode i år.
– Lami’s væddeløbsstald, Scuderia Wave består normalt af omkring 25 heste, som jeg nu får ansvaret for. Han har 4 åringer, men vi skal købe mindst to på den kommende auktion her i september.
– Jeg tager også 20 af de heste, som jeg hidtil har trænet, med mig, og det er helt efter vor aftale.
– Der er virkelige fine forhold på træningscentret, der hedder Villa Liana, idet der er en 800 meter rundbane, 500 m sandbane, 900 meter ligeud bane samt ren skovslinge.
– Desuden er der gode folde og bokse, og så er vejret i Toscana bedre hele året, end det heroppe i bjergene, siger Erik Bondo videre.
Erik Bondo er allerede så småt begyndt at arbejde for Gianluca Lami, og lørdag eftermiddag skal han køre Omar OM i et løb på Montecatini.
– Vi kunne ikke finde en kusk til hesten, så kunne jeg ligeså godt selv prøve den, siger Erik Bondo.
Blandt de mest interessante heste som Erik Bondo fremover får ansvaret for er den 4-årigehoppe Nieves VL (Ganymede), der har rekord 1.12.6 og har tjent 242.702 Euro.
Gianluca Lami opdrætter også travheste, og de bærer kennelnavnet, VL efter Villa Liana.
En af Erik Bondos største triumfer som træner er Copenhagen Cup-sejren med Ghibbolino.