Bo Westergaard efterkommer DNT-krav
Efter krav fra Det Norske Travselskap flytter Bo Westergaard det meste af sin virksomhed til Norge, men kompagnonen Peter Jensen fortsætter med at træne på Vang Hovedgård.
Det har gennem længere tid været en torn i øjet på norske trænere og hesteejere, at Bo Westergaard primært drev sin træningsvirksomhed i Danmark.
For en måned siden blev Bo Westergaard informeret om, at hvis han fortsat ønskede at have norsk trænerlicens, så skulle han have sin hovedvirksomhed i Norge.
Det Norske Travselskap gav Bo Westergaard en frist til den 1. august til at komme med en løsning for sit fremtidig virke.
Den løsning kom i dag, hvor Team Bo Westergaard ApS udsendte følgende pressemeddelelse:
Ændringer i Team Bo Westergaard ApS.
Efter en årrække med gode sportslige resultater i såvel Norge som Danmark, vælger Team Bo Westergaard ApS at ændre virksomhedsstrukturen.
Ændringerne skyldes dels familiære forhold for Bo Westergaard, og et ønske om at imødekomme de gældende regler vedr. trænerlicens i DNT (Norske travselskab).
Bo Westergaard vil pr. 1/1 2014 etablere sig med fast bopæl på Kløfta i Norge. Her vil der blive etableret træningscamp med 38 bokse.
Bo Westergaard udtaler “Jeg glæder mig meget til det nye udfordringer. Desuden bliver det skønt at få mere ro på hverdagen og derigennem endnu mere fokus på hestenes træning og trivsel”.
Peter Jensen fortsætter i spidsen af hestevirksomheden på Vang Hovedgaard i Danmark.
Peter Jensen udtaler “Det har været en fantastisk spændende tid, hvor det er lykkedes os at opbygge en unik og velfungerende travvirksomhed. Nu ser vi meget frem til en ny udfordring i livet, med den sport vi begge elsker så højt”.
Bo Westergaard fik norsk trænerlicens den 1. september 2009 og havde fra starten en stor filial i Norge.
Henover tid er filialen skrumpet og i dag har Bo Westergaard hovedparten af sine heste opstaldet på Vang Hovedgård ved Nørresundby.