Bo Westergaard bag millionsatsning
Træner Bo Westergaard har sammen med sin højre hånd, Peter Jensen fået forhandlet et norsk millionprojekt på plads, der omfatter hele årgang 2012 fra succesopdrætteren Bjørn Rishaug.
Der er tale om 23 føl, der fødes i 2012, samt to føl der er født i år, og de indgår i et nyt andelsprojekt i millionklassen.
– Det er noget Peter og jeg har arbejdet intenst med de sidste 14 dage, og op til weekenden faldt de sidste brikker på plads, fortæller Bo Westergaard.
– Vi har indgået aftale om at aftage alle 2012-føllene fra opdrætteren Bjørn Rishaug og desuden kan jeg udvælge mig to føl fra årets samling.
De føl, der fødes i 2012, er efter internationale tophingste som Andover Hall, Muscle Hill, Donato Hanover, Credit Winner, From Above, Muscles Yankee, Coktail Jet, SJ’s Photo m.fl. og blandt mødrene er bl.a. Sapphie Blue Chip, hvis søn Muscles Wiking B.R. i søndags vandt det norske travderby – hun er i fol ved Muscle Hill.
– Ideen til denne satsning er et resultat af at det norske centralforbund har besluttet at forbeholde mange løb udelukkende for norske heste og ydermere hæve præmierne i disse løb betragteligt, siger Bo Westergaard videre. – Derfor satser vi på norsk opdræt og lader være med at tage til auktionerne i Lexington og i Sverige.
Investorgruppen er fortrinsvis norsk og har Atle Kittelsen i spidsen, men en enkelt dansker findes også med.
Opdræt fra Bjørn Rishaug vandt ikke blot det norske derby i søndags – det blev også til sejr i Norsk Hoppe Kriterium med Angelina B.R.