Billie i top
Med en suveræn sejr i Criterium des Jeunes på Vincennes entrede Billie de Montfort tronen blandt de franske 3-åringer.
Billie de Montfort trænes af Sebastian Guarato og havde Eric Raffin i sulkyen – det var i øvrigt fjerde sejr i et Gruppe 1-løb til denne duo under Vintermeetinget.
Raffin gav Billie de Montfort et løb i bagfeltet, hvor den blev skygget af Brilliantissime (Ready Cash) med Jos Verbeeck.
Denne fulgte med, da Raffin gav Billie de Montfort marchordre rundt i opløbssvinget, og ind i opløbet skilte de to sig afgørende ud fra feltet.
Verbeeck forsøgte angreb med Brilliantissime, men akkurat som vi har set dens fader lave det – nemlig at korte skridtene af ned mod mål for så at galopere – skete for Brilliantissime.
Dermed var Billie de Montfort sikker vinder – endda i ny løbsrekord 1.14.4/2700 m.
På andenpladsen fulgte Brutus de Bailly (Niky) med Jean Michelle Bazire i 1.14.7, mens Black d’Avril (Oceano Nox) med Franck Ouvrie blev nummer tre i 1.15.2.
Billie de Montfort har nu startet 8 gange og har vundet 6 sejre og 2 andenpladser og med en samlet indtjening på 247.200 Euro er hun årgangens hidtil mest vindende.
Hendes fader er Jasmin de Flore, som vi jo kender som fader til tophoppen Save the Quick 1.10.5 – 1.6 mio. Euro – også hans næstmest vindende afkom er en hoppe, nemlig Touch of Quick 1.11.5 – 367.000 Euro.
Jasmin de Flore er fransk helt igennem med Vivier du Montfort som fader og en Mon Tourbillion-hoppe som moder.
Jasmin de Flore er født i 1997 og satte rekord 1.13.5 og tjente 781.159 Euro.
Han er kun tilgængelig i Frankrig, hvor han står til 8.000 Euro.
Moderen til Billie de Montfort er Quismy de Montfort 1.21.2 – 7.300 Euro – hun er efter And Arifant (ved italienske Sharif di Jesolo).
De tre første afkom Quismy de Montfort har født er alle efter Jasmin de Flore.
Valmy de Montfort fra 2009 er den første og han har sat rekord 1.15.4 og tjent 51.050 Euro. Den næste, Athos de Montfort er endnu ustartet – og så kommer det første hoppeafkom, Billie de Montfort.
Fra 2012 er der endnu et hoppeafkom, Cherry de Montfort efter montestjernen, Prince de Montfort.