Besøg hos Roger Walmann
Torsdag eftermiddag var en flok jyder og fynboer på besøg hos Roger Walmann. Tourguides var Allan Loft og Kjeld Mikkelsen, og de beretter her i tekst og billeder fra besøget hos den fremgangsrige Solvalla-træner.
– Slå bare ’Mälsåker Slot’ ind på GPS’en, så bliver I dirigeret direkte ud til mig. Slottet ligger midt på mit træningsanlæg.
Sådan forklarer Roger Walmann i telefonen vi skal finde ud til hans træningscenter. Og det gør vi såi Og det går smertefrit. ’Vi’ er en 7 mand stor delegation af hesteejere og opdrættere fra Jylland og Fyen med TravServices.dk’s skribenter som tourguides.
Da vi når frem, hopper Walmann ind i vor til formålet lejede VW og guider os rundt på det omfangsrige træningscenter, hvor de mange kilometer skovstier udgør en ikke uvæsentlig del af træningsgrundlaget for de over 90 væddeløbere, Walmann koncernen har ansvaret for.
Roger Walmann med Tamra Celeber
En af staldens mange stjerner er Tamra Celeber. Hun kommer ikke til start i elitloppsweekenden, men manageres mod deltagelse i Stochampionatet sidst i juli på Axevalla.
Koncept og forretning
Midt i skoven ligger bakketræningsbanen – bakken topper på midten. Man starter med at køre hen til bakketoppen, trille stille og roligt ned til bunden, vende, trave op ad i et godt tempo, trille ned til den modsatte side, vende og så op ad igen i godt tempo.
Ligeudbanen (herover) er ikke helt lige – den slår en svag bue.
– Det er en fordel at den gør sådan, forklarer Roger Walmann.
– For så kan hestene ikke se ned til enden af banen, og derved tager de ikke så hårdt fat for at nå derned, og det giver et mere roligt træningspas.
Roger Walmanns forretning er lagt an på ungheste:
– Jeg satser på ungheste. Det er charmen ved denne sport at selv kunne forme de unge travere og føre dem frem til de større løb for årgangene. Konceptet med at tage en såkaldt færdig hest ind og forsøge at forbedre den er ikke lige min kop the. Nogle af de ungheste, jeg har ført frem, og som har et talent ud over det sædvanlige, dem beholder jeg gerne efter fireårssæsonen, men altså kun dem, der virkelig kan begå sig i toppen. Ellers må de videre til andre for at fortsætte karrieren for at give plads hos mig til nye ungheste, uddyber Roger Walmann.
Karrieren
Roger Walmann er født og opvokset i Telemarken i det dydlige Norge, hvor han tidligt som ung knægt kom ind i hestevæddeløbssporten, da en bekendt til Walmann familien varetog træningen af en koldblodstraver. Roger Walmann beretter kort om sin karriere følgende:
– Jarlsberg og Drammen er mine hjemmebaner i Norge. Helt fra ung var jeg kammerat med Ulf Thoresen, og da jeg startede som træner var det med ham som catchdriver. Jeg var sådan set den første træner i Norden, der begyndte på det med at have en catchdriver. Jeg selv ville gerne køre også , men dels tog det lidt tid med min kørelicens dengang, trænerlicensen havde jeg, dels: jamen hvem kunne måle sig med Ulf Thoresen?
– Vi havde stor succes og vandt storløb på stribe. Efter en del år, så gik jeg konkurs. En række hesteejere var dårlige betalere og jeg var dårlig til at indkræve restancerne.
– Jeg skiftede branche og drev herefter en restaurant. Dog ikke så længe. Nogle norske pengemænd investerede i en stor gård med hestehold – travheste – for øje, og de fik mig overtalt til at drive etablissementet og snart var jeg igen fanget i det, der er min store passion: træning af væddeløbsheste.
– Siden spurgte de fra Eskilstuna, om jeg ikke ville nedsætte mig som træner der – de havde dagen forinden hørt mig ymte noget om at jeg godt ville starte i Sverige, for der var stadig en del dårligt betalende hesteejere i det norske.
– I løbet af mindre end en måned havde jeg skiftet teltpælene ud fra Norge til Eskilstuna. Efter nogle år her skiftede jeg licensen ud til Solvalla.
– Det største i karrieren er selvfølgelig Giant Diablos verdensrekordnotering på tiden 1:08,5, hvor Johan Untersteiner fik fornøjelsen i sulkyen. Over en af staldbygningernes indgangsportal hænger sejrsfotoet med Johans karakteristiske sejrsgestus. Bag ham og Giant Diablo ses John Campbell, der forundret kigger på sin klokke; man kan se han tænker: Hvad skete der lige her! Johan ved bare, han vinder, men har på det tidspunkt ingen anelse om, hvilken tid hoppen præsterede.
– Nu har jeg passeret de 50, og jeg er meget tilfreds med mit liv. Der har været ups and downs, men alt i alt har jeg fået lov at arbejde med min passion og hobby, travhestene. Jeg kan mærke, at jeg med årene er blevet roligere og mere afbalanceret, og jeg bliver ikke så let opfarende og frustreret, hvis tingene ikke går min vej eller andre lykkedes bedre med heste, som har været forbi hos mig. Så har måske til gengæld succes med heste, som de andre ikke er lykkedes med.
I skoven bag slottet med beliggenhed tæt på Mäleren ligger Rogers egen bolig
– Desværre opholder jeg mig ikke særligt meget her, da jeg altid er på jobbet. Desværre, fordi beliggenheden jo er en drøm. Der er så vakkert og smukt, og hvis jeg kunne tage en semester (ferie, red.) så skulle den tilbringes i min egen villa. Der findes ikke noget bedre sted på jorden, smiler Roger Walmann.
KLIK HER for at læse mere om Mälsåker Slot og KLIK HER for at få mere at vide om Gripsholm Slot i den rustikke middelalderby Mariefred, som ligger ikke langt fra Mälsåker.
Foto: Kjeld Mikkelsen/KM FOTO