Bent Svendsen og Lars Pipers store aften
Rockefeller
Bent Svendsen indledte det nye travår på fornemmeste vis med tre sejre lørdag aften i Billund – ovenikøbet med heste, der alle er opdrættet og ejet af den nu fhv. Skive-amatør Lars Piper.
– Jeg ved jo godt, at det er utroligt svært at vinde løb og så hele tre sejre samme dag, det sker ikke så tit mere, siger Bent Svendsen til Travservice.dk dagen derpå.
– Omvendt var jeg ikke overrasket over, at jeg vandt tre løb. Jeg syntes de alle stod med kanon gode chancer, men jeg har trods alt også haft fantastisk form på min egentrænede heste de sidste par måneder.
2014 blev dermed indledt på samme måde som 2013 – med succes for Bent Svendsen, som i fjor havde sin bedste sæson i mange år med 61 sejre og 1.635.000 kroner i indkørte præmier. Til sammenligning blev til 33 sejre i 2012 og kun 19 året før.
– Ja, man kan godt sige jeg har haft et fint comeback efter jeg kom tilbage fra min operation for 16 måneder siden. Der er god gang i forretningen, hestene går forrygende og den 16. januar skal jeg f.eks. på indkøbstur hos Stefan Melander, hvor det er planen at købe et par heste til to helt nye hesteejere, så det er rigtig positivt.
53-årige Bent Svendsen, som har været selvstændig træner i Skive siden 1987, blev den 8. september 2012 opereret i skulderen og var efterfølgende væk fra løbene i tre måneder, men er efter eget udsagn “fit for fight” igen.
– Jeg synes selv skulderen fungerer 100 %, men jeg har til gengæld lidt mén efter styrtet på Fyn med Onaldo Ellelund. Hoften er ikke helt kurant, men ikke noget alvorligt, og jeg ser vældig optimistisk på det hele med tanke på hvordan det er gået det sidste halve til trekvarte år, siger Bent.
“Rockefeller er ikke den bedste”
Bent Svendsens hattrick lørdag aften blev hjemført med hestene Silkepigen, Sigurd og Rockefeller, der som nævnt alle ejes af Lars Piper – den nu fhv. Skive-amatør, som fortsat kæmper med eftervirkningerne af det dramatiske styrt på Skive Trav den 3. september 2012, men mere herom i en særkilt artikel senere på dagen.
– Jeg fik jo Lars’ heste i træning på et lidt “træls” grundlag. De havde gjort det rimeligt tidligere, men fik så en nedtur i sommers, hvilket måske var årsagen til at Leif Jokumsen – som indtil da havde trænet hestene – valgte at stoppe. Faktum er i hvert fald at jeg fik chancen og jeg synes de er blomstret gevaldigt op efter vi har fået dem i træning, siger Bent.
– Rockefeller (7 sejre og 104.000 kr i 2013) kørte jeg også inden Lars kom til skade og havde også vundet med den, hvilket nok var den indirekte årsag til at jeg fik alle hestene i træning. Tidligere var der nærmest ingen, som ville røre den fordi den er meget temperamentsfuld, men det er blevet lidt bedre, selvom den stadig tænder af når musikken spiller. I hverdagen er der ingen problemer, men når der er løb er den nærmest løbsk og når man kommer i stald med den, vil den ind i en boks med vogn og det hele, så den kræver en fast hånd – og helst den samme hver gang.
– Rockefeller har nu tjent 152.000 og den tjener også let 200.000, men den bedste af Lars’ hest er helt sikkert Sigurd, der i går vandt i rekordtiden 1.16,8a/1900 meter. Den døjer med nogle ømheder mellem forbene, som vi har en kiropraktor til at behandle og det går rigtig godt, men det er noget vi må arbejde med hele tiden. Den er endnu ikke helt kurant, men man ser det ikke når den starter.
– Sigurd er en hest, der har kapacitet til at blive årets sejrshest. Den er vældig hurtig fra start, men går egentlig fra alle positioner og SKAL gå frem fra start til start. Det kan blive et “Rockefeller-eventyr” og den bør ikke få problemer med at tjene de første 100.000 kroner.
– Silkepigen gik også et topløb i går, men er desværre solgt til Norge, så det var måske sidste start i Danmark. Pengene er ganske vist ikke faldet endnu, men det har hele tiden været planen at sælge hende, ligesom både Sigge og Rosemarie også er solgt til Norge.
Foruden de tre nævnte heste har Bent Svendsen også Stella Nora og Thorbjørn i træning for Lars Piper.
– Stella Nora gik udmærket i går trods galop i sin første start efter otte måneders pause. Jeg har tidligere vundet løb med hesten og tror også det bliver en rimelig god hest igen. Thorbjørn er godkendt i prøveløb og startklar, siger Bent.
Halvanden uges løbspause
Bent Svendsen kom flot fra start på den nye sæson, men nu går der halvanden uge inden Skive-træneren igen er tilbage i sulkyen.
– Jeg har ikke meldt heste til Lunden på onsdag og næste lørdag skal jeg til Vagn Honums 50-års fødselsdag, i øvrigt sammen med flere andre Skive-trænere, så jeg skal først køre løb igen onsdag den 15. januar på Fyn, siger Bent, som pt. har 16 heste i træning, heriblandt fire 3-åringer.
– Venigma Skov er den eneste der har startet, men det er en ret stor hest, der først bliver finere til sommer. De tre andre – Wenson, Viking Warrior og Winsome – er alle klar om ca. to måneder, men de to sidstnævnte er allerede godkendt. Winsome er den, der er længst fremme. Jeg købte den sidste år på auktion for en svensk hesteejer, som jeg har haft alle de år jeg har været træner. Den er lige blevet kastreret og en rigtig god model, som vi har en del forventninger til, slutter Bent Svendsen.