Benny bliver i Canada
Den tidligere Århus- og Aalborg-træner Benny Christensen har det sidste års tid opholdt sig i Canada, hvor han nu har indledt et samarbejde med Dubois-stalden.
I 2011 blev det til fire sejre og ca. $ 37.000 i indkørte præmier som kusk, hvilket måske ikke lyder af meget, men Benny Christensen klager ikke.
– Jeg har en fast månedsløn på omkring 40.000 kroner og dertil kommer 5 % af indkørte præmier, så det er udmærket. Præmierne i selv de almindelige løb i Canada er rigtig gode. Der køres typisk om 16-20.000 dollars i førstepræmie i de fleste løb, siger Benny.
– Jeg har selv 25 heste i træning for en norsk storhesteejer, Ely Iversen, og har derudover netop indledt et samarbejde med svenske Henrik Hollsten, som har ansvaret for Dubois-staldens heste i Canada. De bedste heste, bl.a. Crys Dream og Iron Lady, er i Europa, men der er bl.a. en del fine 2-åringer, som jeg glæder mig til at køre i år.
– Men konkurrencen er hård i Canada og USA. Der er mange dygtige kuske og det er svært at slå igennem; de store navne får selvfølgelig de bedste køreture, men man skal jo starte et sted. Desuden har vi haft en del sygdom og skader i stalden, men det går fremad nu og hestene træner for fuldt nu på Mohawk Raceway.
– Jeg ved ikke helt hvor samarbejdet med Ely Iversen bærer hen. Hun overvejer at sælge gården og flytte hjem til Norge, men jeg bliver under alle omstændigheder i Canada/USA, selvom jeg selvfølgelig af og til savner Europa og ikke mindst kørestilen. Herover er løbene meget mere “kedelige” – det er fuld knald på hele vejen og det er ofte de fire inderste spor, der vinder. Jeg er ganske vist blevet tilbudt et job i Tyskland, men synes ikke at fremtiden tegner så lys for tysk travsport, så jeg bliver hvor jeg er.
– Jeg har netop fået et såkaldt sportsman visa (arbejdstilladelse for sportsfolk) til USA, der gælder for fem år. Det er det samme som f.eks. ishockeyspillerne får og det er ofte ret svært at få, men mine meritter i Europa var tilsyneladende tilstrækkeligt. Det skal afhentes på den amerikanske ambassade i Stockholm, så jeg kommer også en tur forbi Danmark i første halvdel af februar, hvor jeg bl.a. har en aftale om at køre et par heste for Karsten Østergaard på JVB.