Auktionen i Lexington i gang
En af verdens største og mest betydende auktioner over travheste, The Lexington Selected Sale startede i aftes, lokal tid – 112 heste gik gennem ringen og blandt køberne var Bo Westergaard.
Det var især pacerne, der sørgede for at auktionens gennemsnitspris steg en lille smule i forhold til ifjor, nemlig med 1.5% til 79.473 dollars
For første gang siden 2008 blev der solgt en åring på dette salg for over 400.000 dollars – Hitting The Cycle, der er halvbroder til tophesten Rock N’roll Heaven blev solgt for 450.000 dollars.
Hos traverne var der spændende at se, hvordan markedet ville modtage den første årgang efter Deweycheatumnhowe – og resultatet blev overvejende positivt.
Ray Schnittker, der kørte og trænede Deweycheatumnhowe, købte den dyreste efter ham for 170.000 dollars, Deweyforpresident.
Den har en ustartet halvsøster til Donato Hanover, D Liteful Hanover (Revenue) som moder. Dette er hendes første afkom.
Dyreste traver kostede 200.000 dollars og var en helbroder til Kentucky Futurity-vinderen Manofmanymissions, der hedder Team Six (Yankee Glide – Armbro Vanquish v Garland Lobell).
180.000 dollars var prisen for The Franchise (Muscles Yankee – Creamy Mimi v. Conway Hall) – moderen satte rekord 1.10.7 og tjente 927.169 dollars og vandt bl.a. Hambletonian Oaks – dette er hendes første føl.
En anden tophoppe, der havde sit første føl i ringen, var Pure Ivory (Striking Sahbra) 1.10.3 – 1.297.248 dollars.
Ivory Queen var navnet – faderen Muscles Yankee – og den kostede 170.000 dollars.
Interessant nok at konstatere, at de tre dyreste heste på salget var efter hingsten opstaldet i New Jersey – i fjor ville ingen have dem på grund af usikkerheden omkring The Meadowlands fremtid – men nu var der selvfølgelig gode familierelationer på modersiden på disse, men alligevel.
Eneste hidtil danskrelateret køb, der foreløbigt er registreret, er Bo Westergaards Yankee Glide-hoppe, Makes Men Blush, der kostede 55.000 dollars.
Moderen, Foxy Victory (Mr Vic) har tidligere født bl.a. Flash Lightning (Dream Vacation) 1.10.1 – 322.019 dollars samt dens helsøster, 2-årige Personal Style 1.13.4 – 19.950 dollars – den kostede i fjor 92.000 dollars.
Auktionen fortsætter i aften, lokal tid.