Atter overskud i Skive
Nu er årsregnskabet for Skive Trav klart, og for andet år i træk er der sorte tal på bundlinjen.
– Vi har formået at holde det høje aktivitetsniveau fra 2011, og fremgangen på sponsor- og spilleindtægterne er også fastholdt, udtaler Skive Travs formand Henrik Friis, som dog understreger, at ikke alt er rosenrødt.
– Vore omkostninger til vedligehold af træningsfaciliteterne og maskinparken er steget voldsomt, så det er et område vi må fokusere mere på i 2013. Omvendt er det en strategisk beslutning, at vores mange dygtige aktive skal have perfekte træningsforhold hver eneste dag, så det er en svær balancegang, fastslår Henrik Friis.
Efter fem år fra 2006 til 2010 med røde tal på bundlinjen er det nu for andet år i træk at Skive Trav kan fremvise overskud.
Årets resultat viser er et plus på bundlinjen på 127.030 kr.
Skive Trav afviklede 27 løbsdage i 2012, hvilket er en stigning på to løbsdage i forhold til 2011.
I 2013 kommer Skive Trav til at afvikle 33 løbsdage inkl. den ekstra løbsdag, som banen overtog fra Odense onsdag 27. februar.
Der er generalforsamling på Skive Trav tirsdag 26. marts.