Atter ballade i tysk travsport
Nu er der atter ballade i tysk travsport, hvor man tilsyneladende har svært ved at kunne finde ud af at trække på samme hammel.
For en halv snes år siden brød en række baner ud fra centralforbundet HVTog stiftede et nyt centralforbund, Traber Liga.
Det holdt ikke, og i dag er alle tyske baner igen samlet under centralforbundet HVT:
Da Traber Liga afgik ved døden trådte milliardæren Günther Herz (ejer af bl.a. Gestüt Lasbeck og Brioni) ind og var med til at starte opretningen af tysk travsport – det er bl.a. sket ved etabletingen af det fælles spilleselskab, Win Race.
Men nu vil banerne i Berlin (Mariendorf, Karlshorst) samt Mønchengladbach ikke længere være med i Win race, men har derimod entreret sig med galopsportens spilleselskab, German Tote.
De tre baner tegner sig for 41.72% af den samlede omsætning på travløb i Tyskland, med Mariendorf – Derbybanen som den klart største med 32.46%
At de tre baner nu går sammen med German Tote betyder, at det har været meget svært at få et puslespil om den tyske løbskalender for 2014 til at gå op.
Desuden er fronterne nu igen trukket op og nye konfrontationer kan sikkert forventes i fremtiden.
Det er egentlig utroligt, at man ikke har lært af fortidens synder i vort sydlige naboland!