At rette smed for bager
I sidste uge kunne vi her på travservice.dk fortælle at Venstre-politikeren Michael Aastrup Jensen havde stillet følgende spørgsmål til Kulturministeren:
Vil ministeren redegøre for Hestesportens Finansieringsfonds brug af Kulturministeriets tildelte midler, og har ministeren kendskab til om Hestesportens Finansieringsfond bruger midlerne til økonomisk kriminalitet?
Et forsøg på af få en uddybende kommentar omkring dette – synes jeg – ret kontroversielle spørgsmål – især sidste del – fra Michael Aastrup Jensen resulterede i følgende lakoniske meddelelse:
Jeg fik en borgerhenvendelse med sagen, som jeg intet kender til, så derfor undersøger jeg sagen nærmere ved at bruge det redskab jeg har – nemlig stille spørgsmål til ministeren.
I afsluttende kommentar fremsætter jeg den tese, at det måske er DGI, der som en del af deres strategi med at miskreditere Hestevæddeløbssporten i forbindelse med den revision af Spilleloven, der skal ske.
Men det er forkert – desværre!
Det var at rette smed for bager!!!
I weekenden blev travservice.dk kontaktet fra flere sider omkring denne sag.
Det skulle være Axel Sømond – tidl. Bestyrelsesmedlem i Det Danske Travselskab, der stod bag henvendelsen til Michael Aastrup Jensen.
Det lykkedes mig ikke at træffe Axel Sømod mandag, men det skete her tirsdag formiddag og følgende samtale udspandt sig:
Det er Karsten Bønsdorf – hej Axel. I sidste uge bragte vi en historie om en Venstrepolitiker, der havde indsendt et spørgsmål til Kulturministeriet, og i den forbindelse antydede jeg så, at det måske var DGI, der stod bag.
Men nu har jeg fundet ud af at det faktisk skulle komme fra dig. Kan det være rigtigt?
Det vil jeg ikke kommentere på, Karsten.
Nå, hvorfor ikke?
Det synes jeg ikke.
Jamen, du kan jo bare svare Ja eller Nej.
Det synes jeg ikke, at jeg vil kommentere på. Det har jeg ingen tanker om.
Jamen, det kan da ikke være svært at sige Ja eller Nej.
Det kan det godt være. Det synes jeg ikke jeg har lyst til at kommentere på. Det har jeg ingen tanker om
Jamen, så kan jeg kun tolke det derhen, at det er dig.
Du kan tolke hvad som helst du vil, men det skal være rigtigt.
Jamen kan du ikke bare sige, Nej det er ikke mig?
Karsten! Det gider jeg ikke det her. Kan du have en god dag.
Tak i lige måde.
Og sådan sluttede den telefonsamtale.
Det er ingen hemmelighed, at Axel Sømod, Michael Juel Nielsen og Mark Tunow i efteråret 2011 med omgående virkning nedlagde deres mandater i bestyrelsen i Det Danske Travselskab i protest mod formanden Peter B Wilhelmsens måde at lede Travselskabet på.
Siden har denne trio været i stærk opposition mod Travselskabets bestyrelse.