Arne var sejrssikker!
I aftes havde Aalborg-træneren Arne Norman bl.a. Picobal til start på Axevalla, og allerede i fredags ringede han til Bent Reikjær, Stald KTAS for at høre, hvem der skulle have ærespræmien, når hesten vandt!
For det gik som Arne Normann havde forventet.
Picobal (Juliano Star) med Jeppe Juel sejrede, om end knebent og hjemførte således ærespræmien, der var en fribedækning ved Turbo Sund.
– Desværre var såvel formanden for Picobal som jeg forhindret i at tage til Axevalla i aftes, men det var meget spændende at følge løbet på TV, siger Bent Reikjær.
– Jeg synes, at det er flot, at vi har en træner, der kan være sejrssikker – og så at det passer!.
Arne Normann havde tre heste med til Axevalla, og de var alle helt fremme med Jeppe Juel i sulkyen.
Picobal (Juliano Star) sejrede fra tillæg efter en perfekt rejse i 1.16.7/2160 m – præmie 40.000 kroner, mens Provst Meyer (Gills Victory) blev nummer to i 1.15.4a/2140 m – præmie 20.000 kr.
I et tæt opløb sluttede Nico Øland (Rudolf Le Ann) på en tredjeplads i 1.15.7a/2140 m – præmie 12.000 kr.
Endnu en danskopdrættet hest tog en god præmie, nemlig Pure Vacation (Dream Vacation), der blev nummer to i 1.17.2a/2640 m – præmie 20.000 kr.
I det løb var sæsondebutanten Mr Picolit (Scarlet Knight) med Åke Svanstedt kæmpefavorit til 11:10, men den sluttede sidst efter galop.
Dette favoritfald, der kom i 1. afdeling, var medvirkende til at kun 1 spiller løste V65-spillet – gevinst 1.56 millioner kroner – kuponen var spillet i Norge.