Årets Komet skal træne Danmarkshesten
Ved lodtrækning blandt de interesserede travtrænere på Skive Trav er Morten Friis udpeget som træner af Danmarkshesten i Skive.
Processen i Skive har været således, at alle trænere er blevet spurgt, om de var interesserede i at blive udvalgt som træner af Danmarkshesten i Skive. Godt halvdelen af trænerne meldte positivt tilbage, og ved lodtrækning faldt valget altså på Morten Friis.
Morten Friis havde en jubelsæson i 2010, hvor han vandt trænerchampionatet på hjemmebanen i Skive, vandt storløbet Grand Cricle 3-års Championatet med hesten Politiken, og blev kåret som Årets Travkomet ved den store Gallafest i Nyborg i starten af januar.
Skive Trav er også ganske tæt på at have fundet hesten, som Morten Friis skal føre frem som Skives repræsentant i det landsdækkende koncept “Danmarkshestene”. Navnet på hesten holdes indtil videre hemmeligt, men Skivehesten skal synes i næste uge.