13 feb2012
Årets Hest klar efter skadespause

Årets Hest 2011 på Nykøbing Falster Trav, Look Again, har genoptaget træningen efter en lille skadespause og forventes at være startklar i slutningen af marts.
Look Again var en af sidste årets store profiler på NFT, hvor den amerikanskfødte vallak tog seks sejre – heraf de første fire på stribe – og sikrede sig titlen som Årets Hest. Samtidig kunne hans ejer, amatørkusken Sune Hansen, notere sig for et nyt amatørchampionat på hjemmebanen med i alt syv sejre.
– Han fik et grimt spark lige ved griffelbenet for en måneds tid siden, men han er klar igen og Jens Arne (Hansen, red.) har lige trillet den første tur med ham, siger Sune Hansen, der har holdt vinterferie som kusk siden Look Agains sidste start d. 24. november.
– Look Again fik jo 10.000 kroner som Årets Hest, men jeg var ikke klar over at pengene blev lagt på præmiesummen, så nu har jeg to heste i samme klasse – Look Again og Nemo Joy Joy. Det var jo nok sket alligevel, men nu bliver jeg nødt til at sælge den anden, så sig til hvis du kender en, der er interesseret i Nemo Joyjoy!
Sune Hansen håber at Look Again bliver klar til NFTs sæsonpremiere torsdag d. 29. marts.