Årets første føl på Stutteri Mile
Stutteri Mile i Ryslinge fik mandag morgen kl. 8.30 årets første føl – et dejligt hoppeføl efter Great Challenger og Infinity.
– Infinity gik 18 dage over tiden, men fik altså et super flot og langbenet hoppeføl, som er døbt Amber Mile, siger Lars Jensen.
Infinity er i forvejen mor til 2-årige Terrific Mile (hoppe e. Andover Andover).
– Terrific Mile er udlejet til nogle hesteejere hos John Køhler og de virker meget begejstret for den. De prøver at få hende klar til start som 2-års, men det er ikke noget must, siger Lars Jensen.
Stutteri Mile har yderligere to følhopper – Karate Kosmos (us)(Royal Truobadour-Keystone Tapper/Defiant Yankee) og Liberty Lady (us)(Donerail-Maralie Lobell/Speedy Somolli) – men kun sidstnævnte er i fol v/Quite Easy og foler i april måned.
– Vi synes rigtig godt om Quite Easy, der laver nogle store, flotte og robuste afkom, så den benytter vi formentlig til to af vores hopper i år. Desuden har jeg købt en bedækning v/Andover Andover, men hvem der går til hvem, er stadig lidt usikkert. Det er imidlertid helt sikkert at alle tre hopper bliver bedækket i år. Vi må jo yde et bidrag, så vi også kan køre løb om nogle år, smiler Lars Jensen.
Læs om Stutteri Mile på www.stutterimile.dk