Arch Madness alene på banen
Trond Smedshammer-trænede Arch Madness (Balanced Image) og Björn Goop i 2. forsøg til Elitloppet.
Rakas var hurtigst afsted fra start, men ind i første sving blev Arch Madness sendt fremad i andet spor og kort efter overtog favoritten føringen. Første 500 meter gik efter 1.10,2.
Prince Tagg fik dødens ud af første sving, men ud på sidste omgang blev sidste års Elitloppsvinder Iceland forceret frem til dødens. Herefter fulgte Oyonnax i tredje par udvendig med Lisa America i ryg. I inderbanen i ryg på Rakas sad Yarrah Boko.
Kilometeren gik efter 1.11,2.
Ind på opløbet trak Arch Madness bare fra til overlegen sejr i tiden 1.10,0a/1609 meter, mens Yarrah Boko på de sidste meter fik kæmpet sig forbi Rakas i kampen om andenpladsen. Fjerdepladsen til ligeledes fint afsluttende Lisa America.
Iceland sluttede sidst over mål i 11,5 og burde ALDRIG have været med i Elitloppet. Hesten har ikke vist noget igennem længere tid, men blev helt uforståeligt udtaget på bekostning af en dansk hest (Local Conch eller Classic Grand Cru).