Alt vel med Gordon Dahls heste
Gordon Dahl melder alt vel med sine to deltagere i Dansk Opdrætningsløb, US Snapshot og Unik Tamsen.
– Jeg tror, at US Snapshot vil være bedre i eftermiddag, fordi han nu har fået løb i kroppen efter sygdom, siger Gordon Dahl i mobilen på vej til Charlottenlund Travbane.
For 14 dage siden blev US Snapshot sat på plads af en velgående White Russian i I C Tvedes Memorial, der også bliver favorit i eftermiddag.
– Jeg har meget stor respekt for White Russian, som må være løbets favorit, men det er da klart, at jeg håber at en af mine kan vinde løbet, siger Gordon Dahl.
For 14 dage siden galoperede Unik Tamsen kort efter start og var dermed ude af kampen.
– Det var et uheld – den er normalt meget stabil. Den slog sig på et forknæ, men det var ikke noget der fik betydning og både Unik Tamsen og US Snapshot har trænet fint efter den start, siger Gordon Dahl videre.
Feltet i Opdrætningsløbet bliver på otte efter afbud fra norske Victoria Lund, der har fået halsbetændelse.